Der er 59,6 kilometer fra Tønder til Haderslev. Den ene by ligger i den vestlige del af Sønderjylland, mens den anden ligger mod øst. I Tønder er der plads til 4000 mennesker på stadion. I Haderslev er kapaciteten to en halv gange så stor. Egentlig burde det være nemt at kende forskel på de to byer og deres respektive fodboldanlæg, men lige netop det formåede en gruppe godt beduggede tyske fodboldturister ikke lørdag eftermiddag.

Gruppen havde sat kurs mod nord for at opleve storholdet FC København udfordre Sønderjyske på sidstnævntes hjemmebane i Haderslev, men endte i stedet uforvarende som tilskuere til et opgør i anden division i Tønder. Tilsyneladende blev fejlen først opdaget, da de lokale helte fra FC Sydvest i et stykke tid havde forsøgt at fravriste rivalerne fra Kolding IF en solid føring. Og det faldt ikke i god jord.

Da tyskerne indså, at de kiggede på de forkerte hold i den forkerte liga i den forkerte by, brokkede de sig så højlydt, at sønderjyderne til sidst valgte at tilkalde politiet.

Erik Lindholt, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, fortæller til Jyske Vestkysten, at de tyske fodboldfans faldt til ro efter politiets ankomst. Alligevel valgte stadionpersonalet i samråd med betjentene at standse udskænkningen til de tørstige gæster, som efterfølgende så FC Sydvest tabe til Kolding IF med tre mål.