Nu vil han finde den - se hvor han mener den er skjult

Under fire meter sand, muld og ler i udkanten af den undseelige nordjyske landsby Asaa ligger en af det nazistiske Tysklands bedst bevarede hemmeligheder gemt: En skat så stor og værdifuld, at den kræver flere togvogne at flytte og to enorme huller at skjule.

Det fortæller en tidligere tysk marinesoldat, der nu er vendt tilbage til det sted, hvor han kort inden krigens afslutning efter eget udsagn deltog i en tophemmelig operation. En operation, han aldrig tidligere har turdet indvie offentligheden i.

- Jeg har været bange. Så vidt jeg ved, er jeg den eneste overlevende af os, der deltog dengang. Nogle blev skudt. Og selvom krigen for længst er slut, er der stadig gale mennesker i Tyskland, der heiler og hylder nazismen. Men nu er jeg blevet 90 år og alene, og jeg vil ikke dø uden at dele min viden. Min samvittighed skal renses, siger den tidligere soldat Wilhelm Kraft til BT.

Selvom kroppen værker og gangen er blevet besværet, er blikket hos den hvidhårede sydtysker stadig klart og skarpt. Begivenhederne, der ligger næsten syv årtier tilbage, bliver genfortalt uden tøven.

VED DU NOGET OM SAGEN - TIP BT PÅ 1929@BT.DK ELLER KLIK HER

Det var i sensommeren 1944, at den dengang unge marinesoldat pludselig fandt sig selv i den nordjyske landsby Asaa. Om sommeren havde han været matros på en ubåd, der ud for Bergen i Norge blev sænket af allierede bomber. Stærkt forbrændt blev han som en af kun tre overlevende overført til et lazaret i Skagen. Sårene helede, og Wilhelm Kraft blev forflyttet til en ny deling under Hitlers berygtede kriegsmarine. Sammen med 47 andre unge mænd - tre delinger i alt - blev han sat på et tog og kørt til Asaa, hvor skinnerne endte. Her skulle graves to store huller.

- Vi blev indkvarteret på den lokale skole lige ved stationen, og hver formiddag klokken 10 blev vi kommanderet ud til stedet. Så gravede vi, til solen gik ned. Hele området var bevogtet, og ingen måtte forlade stedet før. Hullerne skulle være seks meter lange, fire meter brede og fire meter dybe, og det hele foregik med håndkraft. Vi stødte på grundvand mindre end en meter nede, og jorden var så leret, at den klistrede til spaderne og var næsten umulig at kaste med. Den blev hejst op i spande, da vi nåede dybt ned, husker den nu 90-årige mand og viser et falmet billede af sig selv i den grønne naziuniform, han bar under arbejdet.

Da hullerne var færdige, ankom endnu et tog med tre til fem godsvogne. I hver ende af hver vogn stod to svært bevæbnede vagter, forklarer Wilhelm Kraft. Ingen andre fik lov at nærme sig. Den unge marinesoldat fik dog et kort glimt af, hvad der blev bevogtet så nidkært.

-Vognene havde dobbeltdøre på midten, og på et tidspunkt gled en af dem op, netop som jeg gik forbi lidt væk. Det var flade trækasser, som var stablet helt tæt op ad hinanden. Nogle var helt små, andre så store, siger han og holder sin hånd cirka halvanden meter over gulvet for at illustrere.

Smidt væk af vagterne

Den unge soldat blev omgående smidt væk af togvognenes vagter. Kort efter blev han og de øvrige gravere sendt sydpå til en uvis skæbne ved fronten, hvor det tredje riges udvalgte forgæves kæmpede mod de fremrykkende allierede.

Hvad der herefter skete i Asaa, ved Wilhelm Kraft ikke med sikkerhed. Men han føler sig overbevist om, at hullerne, der blev gravet i dybeste hemmelighed, var tiltænkt kasserne i det svært bevogtede godstog. Skinnerne førte ikke videre, og der fandtes ingen militære anlæg i byen, som normalt blot blev brugt til indkvartering af tyske soldater fra nordjyske flådestationer.

Kassernes indhold har været særdeles værdifuldt, formoder han.

- Man må spørge sig selv, hvilke genstande der retfærdiggør så voldsom en sikkerhed og så stort et hemmelighedskræmmeri. Der blev brugt meget store kræfter på at skjule dem og på at sikre, at vi intet røbede. Min teori er, at det har været ædelmetaller eller lignende, som man ville have ud af Tyskland, inden fjenden kom. Det er noget af det eneste, der ville kunne overleve i den fugtige jord, siger Wilhelm Kraft.

Mange af Nazitysklands skatte var plyndret fra jøder på vej i gaskammeret, og den tidligere soldat har derfor siden krigen følt sin viden tynge på samvittigheden. Derfor er han nu vendt tilbage til Asaa i et håb om, at skatten med hans hjælp kan blive fundet og om muligt returneret til de rette ejere.

Han mener at have genfundet det omtrentlige sted, hvor han og 47 andre unge soldater gravede de store huller, og efterlyser nu hjælp til en videre afsøgning af området. Indtil videre har han indlogeret sig i en hytte på den lokale campingplads med planer om at blive en måned, og det ophold overvejer han at forlænge, indtil den formodede skat igen ser dagens lys.