Vi har allerede haft en sveddryppende forsmag på, hvad der venter af høje temperaturer i sommer. Med brede smil er vejrværterne meget tæt på at love os danskere, at sommeren i år bliver helt fantastisk - det viser langtidsprognoserne.

Det glæder langt de fleste. Men ikke alle fryder sig over udsigten til sol, varme og strandture. Mange overvægtige oplever nemlig de kommende måneder som den tid på året, der bare skal overstås.

For de fede er sol og sommer nemlig lig med aktiviteter, oplevelser og både fysiske og psykiske oplevelser og påvirkninger, der ikke gør det specielt meget nemmere at være overvægtig.

Her i forsommeren mødtes nogle af dem på livstilshøjskolen Ubberup, hvor de kæmper med både kilo og selvværd.

Skrækeksemplet Mikkel
40-årige Mikkel, der pt. er i gang med sit sjette ophold på Ubberup, har siden barn været overvægtig, og på et tidspunkt var han tæt på at veje 200 kilo.

- På et tidspunkt stod jeg i kø i den lokale Netto, hvor en mor højt og tydeligt brugte mig som et skrækeksempel over for sit barn på, hvordan man kunne komme til at se ud, hvis man spiste for meget - og en sådan oplevelse gør selvfølgelig ondt langt ind i sjælen, fortæller Mikkel, der ikke glæder sig specielt til en formentlig ekstra varm sommer.

- Det er fint nok her på Ubberup, hvor vi alle er i samme båd, men igen og igen at få elevatorblikket af fremmede, fordi man skiller sig ud, er altså ingen dans på roser - og til forskel fra om vinteren, hvor det er nemmere at gemme sig under en stor overfrakke, så indbyder 30 grader og sol fra en skyfri himmel altså ikke til tøj, der på samme måde skjuler overvægten, fortæller han.

- Derfor har jeg også altid hadet at tage på stranden, og gjorde jeg det endelig, har jeg konsekvent beholdt T-shirten på. For simpelthen at beskytte mig selv - ikke mindst psykisk.

Mikkel ved ikke lige nu, hvad vægten viser, og han ønsker heller ikke at vide det.

Denne omgangs ophold på Ubberup handler nemlig ikke om at fokusere på, om der i løbet af ugen er røget to eller fire kilo, men primært om at arbejde med det psykiske aspekt ved at tabe sig. Og så selvfølgelig om at kunne holde vægten nede, når man atter vender tilbage til dagligdagen uden for skolen, hvor gamle og negative spisevaner atter står i kø for at komme til fadet.

- Jeg er ekstremt træt af at være flov over mig selv, og mit helt store mål for denne sommer er, at T-shirten på et tidspunkt skal af - og så skal jeg helt sikkert også overvinde frygten for at tage i svømmehallen derhjemme, slutter Mikkel, der i det lokale fitnesscenter har oplevet et kæmpe klap på skulderen.

Her tager man nemlig hatten af for en fyr som Mikkel, der trods sine alt for mange kilo tør møde frem og træne frem for blot at lade stå til.

Mor, kan du virkelig svømme?
På Ubberup ved Kalundborg kommer både unge og ældre, der har problemer med vægten. 49-årige sygeplejerske og mor til fire børn, Dorte, der på grund af sin overvægt blandt andet har holdt sig fra at tage på ferie sydpå med familien, er i gang med sit andet ophold på Ubberup.

Dorte elsker at løbe, og nu er vægten endelig til igen at løbe og springe omkring.
Dorte elsker at løbe, og nu er vægten endelig til igen at løbe og springe omkring. Foto: Foto
Vis mere

- Selvfølgelig bunder det i en stor skam over at skille sig ud på den negative og skamfulde måde. Men selv når termometeret viser 30-35 graderes varme, nægter jeg konsekvent at vise mine arme, ben og mave. Derfor har jeg i mange år afholdt mig selv og familien fra solferier, fortæller Dorte, som efter sit første ophold på Ubberup dog fik så meget mod på at gå nye veje, at hun for nylig var med familien en tur på Lanzarote.

- Her valgte jeg også at bryde en anden grænse, nemlig at gå i vandet, og da min nu otteårige søn så mig i poolen, udbrød han helt spontant: Mor, jeg vidste slet ikke, at du kunne svømme! Nej, for han havde jo aldrig set mig i vandet, siger Dorte, hvis overordnede mål er at tabe 50 kilo.

Da vi besøgte hende på Ubberup, manglede hun at smide de sidste 25 kilo.

- Her til sommer har jeg højt og helligt lovet mig selv og familien, at jeg SKAL på stranden med ungerne - det skylder jeg både mig selv, og ikke mindst ungerne. Og fremadrettet skal vi helt sikkert også på flere udenlandsferier, hvor jeg ikke behøver at dække mig til og føle skam, fortæller Dorte, der ikke håber på flere ophold på Ubberup.

Når de sidste kilo er blevet smidt, så SKAL vægten nemlig bare holdes nede.

Kunne ikke selv være kæreste med tyk mand
For 27-årige Emma gik vægten for alvor voldsomt i vejret, da hun som voksen teenager flyttede hjemmefra, og intet mindre end 130 kilo viste vægten, da den ikke så høje pige vejede som allermest. Det er også Emmas andet ophold på Ubberup, og selv om den unge singlepige egentlig har det ok med nu at veje 80 kilo, så er det ultimative mål at komme ned på 65 kilo.

- Jeg kunne simpelthen ikke tåle at flytte hjemmefra, smiler Emma, der først nu er begyndt at vise sig i det offentlige rum i sommeragtigt tøj, når vejret er til det. 

Emma og Dorte har allerede tabt mange kilo, men endnu flere skal svedes af på Ubberup.
Emma og Dorte har allerede tabt mange kilo, men endnu flere skal svedes af på Ubberup.
Vis mere

- Jeg kan huske en Roskilde Festival, hvor jeg var rigtig stor - og hvor det var fantastisk varmt. Da rendte jeg konsekvent rundt i stort tøj, der dækkede min krop. Men jeg ville ti gange hellere svede som et svin, end at vise min krop frem, siger Emma, der som voksen aldrig har været på stranden - og det er først i år, sådan for alvor, at hun har fået modet og lysten til at krybe i et par korte bukser.

- Jeg har haft fantastisk mange undskyldninger for f.eks. ikke at tage med veninderne på stranden, og det gør da ondt på den måde at afholde sig fra oplevelser, man inderst inde gerne vil. Men omkostningerne ved at gøre det har indtil videre altså været større.

Når det kommer til kærester, så siges det jo, at der er en til os alle derude - og det passer sikkert også. Men når man er så stor, som Emma en overgang har været, så er der altså langt fra frit valg på alle kæreste-hylder, fandt den unge pige ud af på den benhårde måde.

- Da jeg var rigtig stor, oprettede profil på Dating.dk for at se, om jeg ikke kunne finde mig en sød kæreste, og der var da også fyre, der skrev til mig. Men den type, jeg tændte på, de ville bare ikke have en SÅ stor pige som mig - og det gjorde naturligvis ondt at opleve, fortæller Emma, der indrømmer, at hun er lidt dobbeltmoralsk.

For umiddelbart ville hun selv have svært ved at være kæreste med en alt for tyk mand.

- Oplevelsen på datingsitet var i høj grad med til at motivere mig til at vende udviklingen, at for alvor gøre noget ved overvægten, og nu, hvor jeg er kommet SÅ tæt på de 60-70 kilo, så skal det altså bare lade sig gøre, siger den unge århusianer, der drømmer om at sejle kano her i sommer.

Noget Emma tidligere har holdt sig lang væk fra af frygt for, at hendes mange kilo simpelthen ville få kanoen til at tippe over.