Normalt holder Anders Fogh Rasmussen lav profil i offentligheden, og han udtaler sig kun sjældent om politik.   

Derfor vækker det også opsigt, når han endelig blander sig.

Således også onsdag aften, hvor det lykkedes TV2 at få den tidligere politiker i studiet til et interview om den amerikanske valgkamp og de farer, der lurer for det internationale samfund, hvis Donald Trump bliver valgt til præsident ved valget i november.

Her fik Anders Fogh Rasmussen lov til at kritisere Donald Trumps holdning til Ukraine-konflikten, uden at det blev nævnt, at han samtidig indtager en dobbeltrolle som både ekspert og rådgiver for Ukraines præsident Petro Porosjenko. En brøler som TV2 erkender.

I TV2-programmet bliver Anders Fogh Rasmussen blot præsenteret som ‘tidligere statsminister og Nato-generalsekretær’.

“TV2 burde have givet seerne denne her vigtige information. Seerne skal klædes på og være vidende om, at Anders Fogh samtidig passer sit job som rådgiver for den ukrainske præsident. Han får jo gratis taletid for sit syn på sagen,” siger Mark Ørsten, der er medieprofessor ved Roskilde Universitet.

Det var efter et indslag i de sene ‘22 Nyhederne’ om Donald Trumps mange katastrofale udtalelser og nedtur i meningsmålingerne, at værten Poul Erik Skammelsen - med henvisning til en udtalelse i et interview offentliggjort på sitet politico.eu - spørger Anders Fogh Rasmussen hvad han mener med, ‘at Trump er en global risiko’.

“Jeg tænker først og fremmest om hans udtalelser om Nato og også om Ukraine. Han har skabt usikkerhed om hvorvidt USA i enhver situation vil forsvare alle sine allierede. Det skaber svaghed, og det inviterer eksempelvis Putin til aggression. Omkring Ukraine har han ikke ville tage afstand til Ruslands annektering af Krim, og han har benægtet, at russiske soldater findes i det østlige Ukraine. Og han har sagt nej til at hjælpe Ukraine militært. Han udgør en global risiko, fordi han inviterer de der autokratiske, diktatoriske kræfter,” siger Anders Fogh Rasmussen i interviewet og fortsætter:

“Der er ingen tvivl om, at skulle Trump vinde, så vil der blive åbnet en flaske champagne i Kreml.”

Hvad TV2-vært Poul Erik Skammelsen glemmer at nævne over for seerne er Anders Fogh Rasmussens professionelle aktie i konflikten mellem Rusland og Ukraine, hvor russiske separatister støttet af Putin gør krav på dele af det østlige Ukraine.

Med sit firma Rasmussen Global blev den tidligere statsminister nemlig i maj måned i år hyret som rådgiver for den ukrainske præsident Petro Porosjenko.

Mark Ørsten understreger, at det er helt fint, at TV2 bruger Anders Fogh Rasmussen.

“Han er helt sikkert en udmærket ekspert, men TV2 skal blot gøre seerne opmærksom på, at han har en dagsorden. Ikke mindst fordi han taler med den autoritet, han gør,” siger Mark Ørsten og fortsætter:

“Når det handler om konflikter i Østeuropa, så er danskerne klædt meget dårligt på, fordi de er forsvundet lidt fra den politiske dagsorden. Så er det ekstra vigtigt, at journalistikken er troværdig.”

Forelagt sagens oplysninger erkender TV2’s nyhedsdirektør Mikkel Hertz brøleren.

“Det skulle selvfølgelig have været nævnt, at han også rådgiver den ukrainske præsident. Jeg er sikker på, at det er ren forglemmelse fra redaktionens side. Det gør ham jo ikke mindre kvalificeret af den grund. Men informationen giver bare en fuld varedeklaration af, hvem der udtaler sig,” siger han til BT.