Himmelflugt, store stigninger og rekordhøje priser. Boligerne i hovedstaden er blevet dyrere de senere år, og det vinder powerparret Merete og Anders Eldrup nu på.

TV2-chefen og den tidligere Dong-direktør endte nemlig med at sælge deres Frederiksberg-villa for 13.700.00 kr. Det viser tinglysningen.

De kan dermed stikke en pæn fortjeneste i lommen, da de selv betalte 2,4 mio. kr. for villaen tilbage i 1994.

Boligen blev beskrevet som 'udsøgt liebhaveri', da den blev sat til salg i begyndelsen af april, og Anders Eldrup har fortalt til Ekstra Bladet, at den løbende er blevet renoveret og vedligeholdt.

Udbudsprisen var 14 mio. kr., og villaen nåede at være online på Boliga i 28 dage.

Ægtepar med slag i

Det er dog ikke boligmarkedet, ægteparret Eldrup ellers gør sig i. Merete Eldrup er administrerende direktør for TV2 Danmark og sidder i flere bestyrelser.

Den anden halvdel af ægteparret, Anders Eldrup, har tidligere været direktør i først Dong og senere Dong Energy. Det endte, da han i marts 2012 blev bortvist under stor mediebevågenhed.

I dag er han blandt andet bestyrelsesformand i Offshore Center Danmark. Et videncenter for den danske offshore industri.

Frederiksberg Kommune er den dyreste at købe villa i hele landet, og liggetiderne er også blandt Danmarks korteste.

Her kan du se de villaer, der er til salg på Frederiksberg i dag.