Der er to ting den 36-årige vært på TV2-sporten fortryder i forbindelse med hendes fars sygdomsforløb med Parkinson. 

 - Jeg skulle have stillet flere spørgsmål og talt mere med ham om hans sygdom, og jeg skulle have vidst meget mere om sygdommen, så jeg kunne have skubbet mere på sygehusvæseneet, og skaffet ham den bedst mulige hjælp.- Det gælder ikke kun for Parkinson, men jeg går ud fra, at det også gælder andre sygdomme som sclerose, Alzheimers og cancer, siger Camilla Nørgaard, da hun møder BT midt i København, hvor hun på lørdag d. 24. maj er konferencier ved Parkinson Foreningens Unity Walk. 

 I løbet af hendes fars indlæggelse det sidste halve år inden han døde i december 2010, gik det op for den 36-årige kvinde, at det sygehusvæsen, der skal hjælpe og vejlede patienter og pårørende, vidste forbløffende lidt om den frygtede sygdom.

 - Den uvidenhed var nok det der skræmte mig, min søster og min mor allermest, siger Camilla Nørgaard i dag.
- Det kom helt vildt bag på mig, at det var som om dem på hospitalet troede, at når man havde Parkinson, så handlede det kun om at man rystede. Der er så mange andre symptomer. Man bliver for eksempel langsommere i tale og motorik og får ofte også problemer med balancen.Camillas far, Ole Nørgaard, fik også nedsat funktion i mave og tarmsystemet som følge af Parkinson-sygdommen. 
Og heller ikke det var lægerne umiddelbart opmærksomme på.
 
- Hospitalsvæsenet er indrettet sådan, at man kigger specifikt på det man bliver indlagt for. Og min far blev indlagt for et hul i mavesækken, der var opstået fordi medicinen havde ophobet sig i maven. Han kunne ikke optage næring eller væske og lægerne troede det var komplikationer i forbindelse med operationen, mens vi forgæves spurgte om det mon ikke kunne have noget med Parkinson at gøre, Men vi blev hele tiden afvist. Ni gange lavede de den samme smertefulde undersøgelse af maven, uden at de fandt noget. Til sidst fandt jeg ud af via Parkinson Foreningen, at sygdommen også kan ramme mave- og tarmsystemet, fortæller Camilla Nørgaard, hvis far først sent i forløbet fik en læge på hospitalet, der forklarede familien om sammenhængen.

- Han var den første på sygehuset, der fortalte os, at min far ikke ville overleve, hvilket ellers var blevet afvist, selvom vi syntes, at han lignede én, der ikke ville klare det, siger Camilla Nørgaard, der mener at hvis hun tidligere i forløbet havde vidst mere om sygdommen havde hendes far fået en mere værdig afslutning, uden smertefulde undersøgelser og flytninger mellem aflastningssteder, forskellige hospitalsafsnit og intensiv afdeling. 

 Altsammen på grund sygehusvæsenets uvidenhed.

- Vi havde også en kamp med at skaffe den rigtige medicin og at han fik det på det rigtige tidspunkt. Det var der ikke ressourcer til på hospitalet. 
- Jeg har oplevet, at komme derop, og så lå hans medicin på gulvet, fortæller Camilla Nørgaard. 
 
 - Vi var så forfærdede over, at der ikke for alvor var nogen, der vidste noget om hans sygdom, og jeg lovede min far, at hvis jeg på nogen måder kunne gøre noget for at oplyse om hans sygdom, så ville jeg gøre det, sagde Camilla Nørgaard til sin far kun en måned før hans død. 

- Jeg tror han blev rørt over at jeg ville gøre noget, for han har altid været sdåan én, der altid var der for andre. Også dem han ikke kendte. Selvom han godt var klar over, at det ikke ville komme ham til gode, siger den 36-årige studievært, der er glad for at hun fik sagt ordentligt farvel til sin far.

- Jeg fik sagt de ting til ham, jeg ville. Og jeg var der, da han døde. Sammen med min mor, og jeg er glad for, at han ikke lå alene på hospitalsstuen, da han døde. siger Camilla Nørgaard, der allerede tre måneder efter faderens begravelse, meldte sig under fanerne i Parkinsonforeningen.

På lørdag d. 24. maj bliver hun officielt udnævnt af grevinde Alexandra til ambassadør ved foreningens Unity Walk, der løber af stabelen fra Nytorv klokken 12.00 til Kongens Have i København under mottoet ’Motion er medicin’.