Tv-værten Michael Jeppesens bror Morten Jeppesen er blevet udstødt af Jehovas Vidner.

Den 10. maj får Morten Jeppesen en frygtelig besked, da han ringer til sin mor. Hun fortæller ham, at han ikke skal dukke op til den årlige familiefest. Han er blevet udstødt.

Morten Jeppesen er journalist på P4 Bornholm, og han er bror til tv-værten Michael Jeppesen, der blandt andet er kendt fra tv-programmerne ‘Michael Jeppesen møder…’ og radioprogrammet på Radio24syv ‘Forfra med Jeppesen’. I de to brødres familie er alle Jehovas Vidner.

Det var også tilfældet for Morten selv, indtil han for to år siden, som 25-årig, brød med det lukkede trossamfund.

- Efter nogle negative oplevelser med medlemmer af Jehova, begyndte jeg at betvivle den måde, de så verden på. Jeg efterprøvede eksempelvis mange af de svar, de gav på verdens skabelse, og havde umådelig svært ved at se logikken i det, fortæller han til BT.

Kom ikke til møderne

Herefter stoppede Morten med at komme til møder i Jehovas Vidner og mistede langsomt kontakten til dets medlemmer. Dog kunne han sagtens fortsætte med at se sin familie, selv om de fortsat var aktive medlemmer af Jehovas Vidner.

Michael Jeppesen, der ofte er sjov og skæv på tv-skærmen, bliver anderledes alvorlig, når samtalen falder på Jehovas Vidner og hans udstødte bror.

- Det er forfærdeligt, når venner og familie føler, at de ikke længere kan have noget at gøre med en, der ellers har stået dem nær. Han er min bror og en af mine allerbedste venner.

Læs hele historien i tirsdagens BT, læs bl.a.

  • Derfor udstødte vi ham
  • Sådan forholder Michael Jeppesen sig til udstødelsen