TV-produktionsselskab afventer svar fra DR

Larm Film, der stod bag torsdagens kontroversielle optagelser foran Retten i Hjørring, har ikke hørt fra DR.

De optagelser, som TV-produktionsselskabet Larm Film er i fuld gang med at lave for DR, vises ikke på DR. Det fastslog DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, fredag aften i TV-Avisen.

Larm Films ejer, Søren Steen Jespersen, har ikke meget at sige på nuværende tidspunkt:

- Jeg har kun set det i TV-Avisen. Jeg ved ikke, hvad han mener med det, siger han til Berlingske Nyhedsbureau og understreger, at han ikke har mere at sige på nuværende tidspunkt.

Sagen ruller, efter Larm Film torsdag i forbindelse med sine optagelser havde iscenesat en demonstration foran Retten i Hjørring. Demonstranterne blev vist i TV-Avisen samme aften i forbindelse med et indslag om, at ledelsen af den nordjyske EBH Bank skulle afgive forklaring i retten.

- Vi er i DRs direktion blevet enige om, at udsendelsen, som de optagelser eventuelt skulle være brugt til, ikke bringes, sagde Ulrik Haagerup i TV-Avisen fredag aften og tilføjede:

- Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget så pinligt og forkasteligt som denne sag.

Hvordan en indstuderet demonstration kan ende i TV-Avisen forklædt som virkelighed, kræver DRs bestyrelse nu svar på:

- Jeg synes, det er hul i hovedet. Jeg kan forstå, det er fordi journalisterne ikke har været velorienterede, men det gør jo ikke sagen bedre. Sådan noget må jo ikke ske. Det er en alvorlig sag, hvor Danmarks Radio påvirker offentlighedens syn på retssagen ved at opstille sådan en demonstration. Det påvirker jo selve sagsforløbet, og det, synes jeg, er grænsende til noget kriminelt, siger DRs næstformand, Ole Hyltoft, til ekstrabladet.dk.