’Utilstrækkeligt grundlag’. ’Handlede ikke med omhu.’ Og ’væsentligt under normen.’

Den kendte blogger, foredragsholder, psykiater og samfundsdebattør Henrik Day Poulsen har tre gange modtaget kritik for sit arbejde af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Det betyder, at hans navn nu lægges ud til offentligheden med den givne kritik. 50-årige Henrik Day Poulsen mener, der er tale om en forkert afgørelse i alle tre sager og ønsker dem genoptaget.

'Jeg finder, at min retssikkerhed som læge er alvorligt truet, når jeg skal modtage kritik af mit arbejde på et helt forkert grundlag,' skriver Henrik Day Poulsen i en mail.

Idet kritikken vedrører sager indenfor en femårig periode, påskriver loven, at den bliver lagt offentligt frem på sundhed.dk – med navns nævnelse.

To af klagesagerne drejer sig om udfærdigelse af lægeerklæringer, mens den tredje omhandler en behandling, Henrik Day Poulsen forestod. Især i sidstnævnte tilfælde får han drøje hug af nævnet.

Henrik Day Poulsen kritiseres voldsomt for at have givet en patient diagnosen paranoid skizofreni efter en halvanden time lang konsultation den 28. juni 2015.

’Det er herefter disciplinærnævnets vurdering, at diagnosen blev stillet på et utilstrækkeligt grundlag, herunder da en samtale af halvanden times varighed ikke kan betragtes som tilstrækkelig udredning forud herfor, samt at den derfor heller ikke var tilstrækkeligt underbygget i erklæringen,' står der i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns kritik, som kan læses på sundhed.dk.

’Skal udvise større omhu’

I de to andre sager kritiseres Henrik Day Poulsen for ikke at have opdaget, at den patient, han skulle udfærdige en lægeerklæring for, led af posttraumatisk stress.

’Det skal desuden indskærpes overfor speciallæge i psykiatri Henrik Day Poulsen, at udvise større omhu i sit fremtidige virke,’ står der i en af de offentliggjorte kritikker.

Du kan læse de to kritikker her og her.

Konkret har Henrik Day Poulsen i alle tre tilfælde overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1, som lyder:

'En autoriseret sundhedsperson skal ved udfærdigelse af erklæringer, som vedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson, udvise omhu og uhildethed.'

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager over dansk sundhedspersonales arbejde. Der skal enten en alvorlig fejl eller tre tilfælde af kritik på fem år til, for at få sit navn offentliggjort sammen med kritikken på sundhed.dk. BT erfarer, at det er højest usædvanligt, at psykiatere ryger i fedtefadet, som Henrik Day Poulsen er gjort.

’Min retssikkerhed er truet’

Men den kendte psykiater og samfundsdebattør er rasende over nævnets konklusioner og arbejdsmetoder og går modangreb, da BT forelægger ham kritikken. Han mener ikke, at de sagkyndige, som Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har anvendt til at vurdere de tre klager, har kendskab nok til de diagnoser, han har givet patienterne, og angriber endda den sagkyndige i to af sagerne for at være ’inhabil’.

'Der er tale om alvorlige lægelige fejl hos Patientombuddet (Styrelsen for Patientsikkerhed, red.) og at Patientombuddet i hele tre sager har demonstreret, at de ikke følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer og på dette grundlag udtaler fejlagtig kritik af mig,' skriver Henrik Day Poulsen.

Derfor har han genoptaget alle tre sager for at få sit navn renset.

Kan få store konsekvenser

BT har fremlagt Henrik Day Poulsens anklager for kontorchef i Styrelsen for Patientsikkerhed - som Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn hører under - Thomas Anker-Møller.

Han ønsker ikke at kommentere konkrete sager, men skriver i en mail:

’Det er op til nævnet at vurdere, om der er grundlag for at genoptage en sag. En genoptagelse af en sag forudsætter, at der er væsentlige nye oplysninger, eller der er tale om væsentlige sagsbehandlingsfejl. Hvis ikke nævnet mener, at der er grundlag for at genoptage en sag, så vil den første afgørelse stadig være gældende.’

Thomas Anker-Møller slår samtidig fast, at nævnets afgørelser står til troende, indtil det modsatte er bevist. Derfor vil kritikken af Henrik Day Poulsen forblive offentligt tilgængelig, indtil det i givet fald måtte blive bevist, at den blev givet på et forfejlet grundlag – som psykiateren selv påstår.

Sagen kan få vidtrækkende konsekvenser for Henrik Day Poulsen.

»Når Patientombuddet (Styrelsen for Patientsikkerhed, red.) udtrykker en kritik, laver vi en screening for at finde ud af, om vi har noget på den pågældende i øvrigt og om der er grund til en sanktion,« siger kontorchef hos Tilsyn og Rådgivning Øst hos Styrelsen for Patientsikkerhed, Annette Lykke Petri, til BT.

Tilsynet hører under Styrelsen for Patientsikkerhed og kan – i tilfælde af meget grove fejl – fratage autorisationen. Det vil sige, at vedkommende mister retten til at virke som læge.

Annette Lykke Petri kan dog ikke udtale sig om den konkrete sag, fordi den ikke er blevet behandlet endnu.

Henrik Day Poulsen er tidligere overlæge ved Psykiatrisk Center København og driver i dag en speciallægepraksis i København. Derudover har han skrevet en række bøger om blandt andet psykopati, vold mod kvinder og lægers samarbejde med medicinalindustrien. Han anvendes ofte som ekspert og debattør i medierne og er kendt for sine markante holdninger til blandt andet indvandring.