Den svenske tv-station TV4 vil blokere for, at danske seere kan se med på de svenske udsendelser fra fodbold-VM i Sydafrika.

Danske tv-seere må ikke følge VM i fodbold på den svenske tv-station TV4.

Det kræver TV4 i et brev til de danske antenneforeninger, som ellers betaler for, at deres medlemmer kan se netop denne kanal.

I brevet forlanger TV4, at antenneforeningerne blokerer for TV4's sendesignal under syv VM-kampe, herunder to ottendedelsfinaler den 26. og 27. juli.

- Under henvisning til det foreliggende aftalegrundlag skal vi derfor venligst bede jer om at sørge for, at TV4 's signal blokeres i jeres kabelanlæg i det tidsrum, hvor de nedenfor nævnte kampe spilles, står der i brevet.

Bag kravet om at slukke VM-kampe for det svenske signal til de danske seere står den nye danske sportskanal Canal 9.

Det er nemlig Canal 9, der har købt rettighederne til at vise de syv VM-kampe, og kanalen vil ikke acceptere, at en række kampe, der sendes på svensk TV4, også kan ses i Danmark.

Både Canal 9 og Sveriges TV4 ejes af den svenske Bonnier-koncern.

- Det er helt grotesk, mener Poul Juul, der er formand for Forenede Danske Antenneanlæg (FDA).

- Antenneforeningerne har betalt for at se TV4 via Copydan, og der er ingen hjemmel til det krav, som TV4 har fremsat, siger han.

Foruden to ottendedelsfinaler kræver TV4 signalet afbrudt til kampene Sydkorea-Grækenland, Brasilien-Elfenbenskysten, Grækenland-Argentina, Slovenien-England og Paraguay-New Zealand.

/ritzau/