Når sommeren står for døren, blomstrer kærligheden i fuldt flor. En af dem, der er blevet fanget i kærlighedens slør, er den 41-årige vært på TV 2 News, Christian Høgh Andersen.

Det kom frem, da Christian Høgh Andersen og den 45-årige psykolog, Anne Wennecke Kellner, offentliggjorde deres nye forhold på Facebook.

»Vi er meget, meget glade, så simpelt kan jeg sige det. Vi har det virkelig fantastisk sammen,« siger en tydeligt glad Anne Wennecke Kellner om sit nye forhold.

Foto: Foto: Anne Wennecke Kellner
Vis mere

Parret mødte hinanden for første gang på en date tilbage i begyndelsen af april, men som det ofte er, bliver et forhold først for alvor officielt, når det er kommet på Facebook.

»Vi har faktisk været kærester, siden vi mødte hinanden den 8. april, og det har været noget, vi har talt om igennem et stykke tid, men nu er det rigtig blevet officielt, fordi det er kommet på Facebook,« fortæller Anne Wennecke Kellner om den glædelige nyhed.

Foto: Foto: Facebook, Anne Wennecke Kellner
Vis mere

Selvom det nyforelskede par endelig er blevet officielt kærester, så vil de gerne holde detaljerne om, hvordan de mødte hinanden mellem dem selv. Anne Wennecke Kellner vil dog gerne afsløre, at det var Christian, som spurgte, om de skulle tage skridtet videre fra at date til at blive kærester.

De havde skrevet sammen i en kort periode, før de mødte hinanden ansigt til ansigt for første gang. Og Anne Wennecke Kellner vidste fra begyndelsen, at det var en landskendt nyhedsvært, som hun skulle på date med.

Christian Høgh Andersen er efter mange år som sportsjournalist i dag nyhedsvært på TV 2 News. Han har en datter på syv år og bor selv i Odense, selvom han til dagligt arbejder i København. Anne Wennecke Kellner bor selv i Birkerød med sine børn på syv, ni og 16 år og arbejder som psykolog i Ballerup. Lige nu pendler de to kærester frem og tilbage for at se hinanden, men heldigvis er Christian Høgh Andersen meget i København på grund af sit arbejde. Anne Wennecke Kellner udelukker derfor ikke tanken om, at parret på et tidspunkt mindsker de mange kilometer mellem sig og flytter sammen.

»Det ville i hvert fald blive en stor fusionsfamilie, for Christian har en datter fra et tidligere forhold, og jeg har også tre børn. Vi har mødt hinandens børn, men de har ikke mødt hinanden endnu, så vi er slet ikke der, hvor vi skal flytte sammen endnu, selvom jeg heller ikke kan afvise det på nogen måde,« siger Anne Wennecke Kellner.