Et stigende antal danskere har de seneste måneder modtaget breve fra et advokatfirmaet Opus, med erstatningskrav for ulovlig download af rettighedsbeskyttede film og tv-serier. Forbrugerjurist kalder fremgangsmetoden 'usympatisk' og vurderer, at det er et brud på god advokatskik.

For mange kan det være både skræmmende og uoverskueligt, når der dumper en henvendelse fra en advokat ind ad brevsprækken, med bødekrav og trusler om at blive slæbt i retten. Det har dog været tilfældet for tusindvis af danskere i den seneste tid, hvor flere har stillet sig komplet uforstående over for beskyldningerne om piratkopiering.

De mange bødekrav har fået flere til at klage til Forbrugerombudsmanden, da de ikke mener, at de er skyldige i anklagerne. Fremgangsmetoden fra advokatfirmaet Opus møder også kritik fra forbrugerjurist og blogger Peter Fogh Knudsen.

»I mine øjne er det usympatisk måde at henvende sig til folk på. Man kan jo nemt blive skræmt, selvom man ikke har foretaget sig noget ulovligt,« fortæller han til BT.

Han har tidligere været ansat ved netop Forbrugerombudsmanden, og står desuden bag Forbrugerbloggen, hvor han sidste år skrev et længere indlæg, om netop advokfirmaet Opus's metoder.

I brevene fra advokatfirmaet fremgår det, at der er blevet registreret ulovlig download af film eller serier på den pågældende ip-adresse. Men det er altså langt fra nok, mener Peter Fogh Knudsen.

»Det helt afgørende, i de her sager, er, at det er advokatfirmaets opgave at bevise, om man har downloadet ulovligt eller ej. Det skal man ikke selv oplyse dem, det er deres ansvar. Og der kan jo være rigtigt mange, som har adgang til ens netværk« fortæller han.

På sin blog henviser Peter Fogh Knudsen til tidligere sager, hvor forbrugere ligeledes fik tilsendt breve med bødekrav for ulovlig download af Antipiratgruppen. Det endte tilbage i 2008 med, at både Vestre og Østre Landsret frikendte forbrugerne, fordi det netop ikke kunne bevises, at det rent faktisk var de pågældende abonnenter, der havde stået bag den ulovlige download.

Dommen fra Østre Landsret kan ses her.

»Hvis man bliver ved med at få breve med krav om betaling fra Opus, så kan man jo eventuelt overveje at sende en klage til advokatnævnet. Så risikerer de jo selv at modtage en bøde med posten,« siger Peter Fogh Knudsen.