6.000 ikke-vestlige indvandrere har opbrugt retten til dagpenge, viser en ny undersøgelse fra Agenda. Manglende kendskab til arbejdsmarkedet gør det svært for gruppen at genoptjene dagpengeretten, vurderer forsker.

41.000 er røget ud af dagpengesystemet fra januar sidste år til maj i år, og en ny undersøgelse fra nyhedsbrevet Agenda viser, at en stor del af dem er nydanskere fra ikke-vestlige lande.

Ifølge undersøgelsen fra Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) nyhedsbrev har 6.000 ud af de 41.000, som har opbrugt deres dagpengeret, rødder i et ikke-vestligt land.

Det svarer til 15 procent, og det er langt højere end indvandreres generelle tilknytning til arbejdsmarkedet, der ligger på fem procent.

Torben Tranæs, der har forsket i integration som forskningschef og professor ved Rockwool Fondens Forskningsenhed, peger på flere årsager til, at indvandrere kan have sværere ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet sammenlignet med etniske danskere. Han fremhæver dog, at et mindre arbejdsmarkedskendskab kan være en forhindring, som gør, at denne gruppe ikke søger bredt efter job.

»De har dårligere forudsætninger for at knække koden nye steder på arbejdsmarkedet og har derfor sværere ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Et mere beskedent arbejdsmarkedskendskab vil måske hindre dem i at søge bredt,« siger han til Agenda og uddyber, at det manglende kendskab typisk skyldes, at indvandrerne har været kort tid på arbejdsmarkedet, inden de kommer på dagpenge, og måske kun kender én branche, de efterfølgende kan søge job i.

Derudover oplyser forskeren, at gruppen af nydanskere mangler incitament til at finde arbejde, fordi lønniveauet for ikke-vestlige indvandreres oftest ligger lige omkring dagpengesatsen.

Det kan ifølge forskeren være med til at forklare et andet resultat fra Agenda-undersøgelsen. Nemlig at mere end seks ud af ti ikke-vestlige indvandrere har været på offentlig forsørgelse i mere end fire år, mens hver tredje har fået støtte fra det offentlige i mindst seks år.

»Jo længere tid der går, jo sværere bliver det at få en lønindkomst, hvor vedkommende ikke rent faktisk mister penge ved at tage arbejde frem for at være på dagpenge. Den gen-beskæftigelsesløn, man kan forvente, falder efterhånden, som ledigheden trækker ud, fordi kvalifikationer gradvist forringes,« siger Torben Tranæs til Agenda.