Titusinder af skrøbelige ældre sendes hvert år på hospitalet på grund af væskemangel, forstoppelse, blærebetændelse og andre lidelser, som burde være håndteret på plejehjemmene eller i hjemmeplejen ude i kommunerne. Det skriver Berlingske.
Det sker, selv om indlæggelser kan få alvorlige fysiske og psykiske konsekvenser for de ældre, som risikerer at blive påført blandt andet liggesår, medicin-bivirkninger og infektioner under deres ophold på sygehuset.
Alligevel fortsætter antallet af såkaldt forebyggelige sygehusindlæggelser med at stige. Ifølge den nyeste opgørelse er der på landsplan over 67.000 indlæggelser om året af ældre over 65 år, som ifølge definitionen kunne være forebygget, »hvis problemstillingen havde været afdækket tidligere, og der havde været handlet virkningsfuldt«, fremgår det af tal i en undersøgelse fra Mommentum, Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev.
De forebyggelige indlæggelser er dermed vokset fra knap 60.000 i 2007, selv om der i årevis har været massivt politisk fokus på at reducere problemerne med, at ældre patienter gøres til kastebolde og ryger ud og ind af hospitalerne.
Tilsvarende sker der ikke desto mindre også fortsat et meget højt antal korttidsindlæggelser på under ét døgn samt genindlæggelser, hvor ældre indlægges på ny med samme problem mindre end én måned efter, at de blev udskrevet fra sygehuset.
Det vækker skuffelse i patient- og ældreorganisationer, der længe har efterlyst forbedringer i især behandlingen af de svageste ældre med for eksempel flere kroniske sygdomme på plejehjemmene og i hjemmeplejen.
»67.000 forebyggelige indlæggelser er rigtigt mange. En indlæggelse er ofte ikke nogen god løsning hverken på det menneskelige plan eller i forhold til at blive rask. Generelt er kommunerne kommet mere på banen på sundhedsområdet. Men når det gælder om at skabe tilbud, som kan forhindre indlæggelser, er kvaliteten meget svingende. Her er der store huller i indsatsen,« siger formanden for Danske Patienter, Lars Engberg.
Ifølge opgørelsen er antallet af forebyggelige indlæggelser steget jævnt gennem de senere år, selv om der i årevis har været massivt politisk fokus på at få nedbragt de overflødige og uhensigtsmæssige indlæggelser af ældre, som også bidrager til de nærmest konstante problemer med overbelægning på mange medicinske afdelinger.
Blandt andet er det i adskillige økonomiaftaler mellem skiftende regeringer samt regionerne og kommunerne blevet indskærpet, at ældre medicinske patienter skal opleve en bedre kvalitet i indsatsen, hvilket ikke mindst skal udmønte sig i færre forebyggelige indlæggelser.
Begrebet dækker over en stribe sygdomme, som almindeligvis bør kunne behandles og håndteres af de praktiserende læger og medarbejderne på plejehjemmene og i hjemmeplejen, uden at det behøver at føre til indlæggelse. Det gælder blandt andet væskemangel (dehydrering), som det skulle være muligt at forebygge ved rigelig væskeindtagelse. En anden »forebyggelig« indlæggelse omfatter sygdomme i de »nedre luftveje«, det vil blandt andet sige akutte infektioner, for eksempel ved lungebetændelse og kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL).
De to sygdomsområder tegnede sig imidlertid for langt over halvdelen af de cirka 4.500 forebyggelige indlæggelser på hospitalerne i Region Hovedstaden i 2013, hvor der også var 389 indlæggelser som følge af blærebetændelse og 403 indlæggelser som følge af forstoppelse, fremgår det af en opgørelse.
Et meget stort antal akutte indlæggelser på landets sygehuse kommer fra de cirka 1.000 plejehjem, men de er i langtfra alle tilfælde til gavn for de ældre. I en ny statusartikel i Ugeskrift for Læger fremhæves det, at 20 procent af indlæggelserne falder ind under definitionen for forebyggelige indlæggelser, og at det både kan være fysisk og psykisk belastende for svage ældre at blive overflyttet til et sygehus. Det øger således risikoen for at udvikle delirium, hvor de ældre bliver konfuse og forvirrede. Der er også en øget risiko for at pådrage sig hospitalserhvervede infektioner, et generelt fald i funktionsniveau og for at de ældre i værste fald dør under indlæggelsen.
Det er primært kommunerne, der kritiseres for at være for langsomme til at løfte indsatsen på sundhedsområdet og sørge for kvalificeret hjælp til det stigende antal ældre kronisk syge danskere på plejehjemmene og i hjemmeplejen. En del kommuner har for eksempel etableret akutpladser og akutteams med døgndækket sygepleje og har iværksat særlige indsatser for for eksempel sårpleje for netop at forebygge indlæggelser.
Men der er også stor forskel fra kommune til kommune i andelen af forebyggelige indlæggelser. Flere jyske kommuner har under 40 forebyggelige indlæggelser pr. 1.000 borgere over 65 år, mens en række kommuner især på Sjælland har det dobbelte.
»Det er ærgerligt, at man endnu ikke kan se en mere positiv udvikling på dette felt. Men der er sat gode tiltag i gang for at få et bedre samarbejde mellem kommunerne og sygehusene, og man må håbe på, at man fremover kommer til at se en større effekt af det til gavn for de ældre patienter,« siger chefkonsulent i Ældre Sagen Mirjana Saabye.
De mange forebyggelige indlæggelser er med til at kaste lys på et af de mere sejlivede problemer ved driften af velfærdsdanmark, nemlig det haltende samarbejde mellem kommuner og regioner, hvor svage borgere for ofte ender som kastebold mellem de to systemer. Skiftende sundhedsministre har brugt mange kræfter på skiftevis at skælde ud på de to aktører og forsøge at tale en god stemning frem. Et af de absolutte hovedformål med kommunalreformen fra 2007 var også at skabe mere smidige og veltilrettelagte forløb for ikke mindst ældre medicinske patienter på tværs af sektorerne.
Der er også sat en stribe projekter i gang, blandt andet »følge-op«-ordninger, hvor personale fra sygehusene tager kontakt til udskrevne patienter for at hjælpe og høre, hvordan det går, når de er kommet hjem. Flere steder arbejdes der med at »åbne« sygehusene og bringe ekspertisen herfra ud i kommunerne. På det seneste er der indgået mere forpligtende sundhedsaftaler mellem de to aktører.
Men realiteten er også, at der fortsat er beretninger om svingdørspatienter og forebyggelige indlæggelser samt færdigbehandlede patienter, som ligger og fylder op og er med til at skabe overbelægning på de medicinske afdelinger. I de situationer er politikere i regionerne lynhurtige til at vende det kritiske blik mod kommunerne og skælde ud over, at de ikke har sørget for den nødvendige kvalificerede hjælp på plejehjemmene og i hjemmeplejen, så de i stedet hyppigt må indlægges på sygehusene. Omvendt klandrer kommunerne sygehusene for at udskrive patienterne stadig hurtigere og i en skrøbeligere tilstand end tidligere.
I kommunerne er opfattelsen dog, at det faktisk går den rigtige vej, og at der sker fremskridt på området i disse år. Nok er antallet af forebyggelige indlæggelser steget, men antallet af ældre på 65 år og derover stiger endnu mere, og derfor er andelen af den type indlæggelser faktisk faldet en smule, hvis man holder det op imod den samlede befolkningsudvikling, lyder argumentet.
»Jeg synes, at vi har gjort fremskridt de senere år. Kommunerne gør meget for at få ansat flere sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale for netop at kunne hjælpe disse borgere. Vi udveksler erfaringer kommunerne imellem og har fået et tættere samarbejde med det regionale sundhedsvæsen. Men ambitionen er selvfølgelig, at det skal blive endnu bedre. Vi kan kun have interesse i at undgå den type indlæggelser,« siger formanden for social- og sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening, Thomas Adelskov (S).
Han sætter blandt andet sin lid til, at overvejelserne om at indføre en ordning med faste plejehjemslæger bliver en realitet efter gode resultater i et forsøgsprojekt, hvor det lykkedes at reducere antallet af indlæggelser markant. I dag har beboerne typisk et hav af forskellige praktiserende læger, som kan være svære at få fat i og få ud på sygebesøg, ligesom der heller ikke er det tætte samarbejde med personalet, som kommunerne efterspørger.
»Jeg er overbevist om, at det vil kunne reducere antallet af forebyggelige indlæggelser,« siger Thomas Adelskov.
