Mange bilejere mangler fortsat få skruet deres nummerplader fast, selv om snart bliver lovpligtigt. Det kan koste en kedelig bøde.

For at komme tyveri af nummerplader til livs, vedtog politikerne i 2013 en lov, der gør det lovpligtigt at have nummerpladerne fastmonteret på bilen.

Loven træder i kraft 15. november i år, men bilister i tusindtal mangler fortsat at få deres nummerplader spændt fast med skruer. En undersøgelse foretaget af autoservicekæden Euromaster viser, at kun en tredjedel af 1.183 biler, som kædens mekanikere undersøgte, havde fået spændt nummerpladerne korrekt fast.

Se også: Kører du rigtigt i trafikken? Her er de fire typiske fejl, bilister begår

Måske bliver mange bilister sure, men sådan sammenfletter du korrekt

»Det er et alt for lavt tal med november lige om hjørnet,« siger Ole Eichler, administrerende direktør i Euromaster.

Hos Forenede Danske Motorejere, FDM, undrer man sig over, at mange bilejere ikke er opmærksomme på den nye lov.

»Vi har sendt adskillige nyhedsbreve og videoer ud, hvor vi gør opmærksom på lovændringen. Men man kan stadig se, når man går rundt på gaden, at flere mangler at få fastmonteret nummerpladerne. Derfor får flere bilister travlt med at få det gjort inden 15. november,« siger Jørgen Jørgensen, der er seniorkonsulent hos FDM.

Se videoen der går lige i latter-musklerne: Kvinde har store problemer med at få tanket op

Den havde de ikke set komme: Kvindelig stuntdriver tager fusen på sine dates

»FDM har ellers haft som mål at få bilisterne til at gøre det i så god tid som muligt. Men det tyder på, at vi fortsat skal gøre bilisterne opmærksomme på den nye lov,« tilføjer han.

Årsagen skal nok findes i, at opgaven har en lav prioritet hos mange bilister, lyder vurderingen.

»Det er formentlig en af de her små ting, som mange bilister tænker, at de nok skal få gjort, når de alligevel skal på værksted. En fastmontering af nummerpladerne er formentlig ikke det, der har højest prioritet i hverdagen. Men det skal jo gøres på et eller andet tidspunkt, og nu er det altså ved at være alvor for bilisterne,« fastslår Jørgen Jørgensen.

Hvis en bilist bliver stoppet af politiet uden fastmonterede nummerplader, koster det en bøde på 1.000 kroner. En fastmontering af nummerpladerne koster til sammenligning omkring 200 kroner på et autoværksted, oplyser FDM.

Færdselsafdelingen ved Østjyllands Politi forventer på trods af undersøgelsen fra Euromaster ikke, at det er en tredjedel af de danske bilister, der skal have en bøde stukket i hånden, når lovændringen træder i kraft.

»Vi ved af erfaring, at mange bilister først reagerer i sidste øjeblik, når medierne begynder at skrive om reglen. Derfor er jeg sikker på, at tallet ikke vil være så højt, når vi kommer frem til 15. november,« siger politikommissær Amrik Singh Chadha.

Han forsikrer dog, at politiet alligevel kommer til at tjekke bilernes nummerplader grundigt, når de bringer bilister til standsning.

»Vi vil i forbindelse med vores almindelige færdselskontrol holde øje med, hvorvidt folk overholder de regler, som loven foreskriver. Der vil blive foretaget kontrol af folks nummerplader - og så må tiden vise, hvor udbredt problemet bliver,« siger politikommissæren.

Færdselspolitiet har endnu ikke lagt en plan for, hvornår der eventuelt bliver foretaget specifikke indsatser for at tjekke nummerplader.

Den nye lov omfatter alle person- og varebiler. Både skruer og plastikhætter kan hentes ved Skats nummerpladeekspeditioner.