Lige siden Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen gik ind i politik, har hun modtaget ekstremt grove trusler om vold og voldtægt.

Truslerne er en uskøn blanding af deciderede dødstrusler, trusler om vold og voldtægt samt tilsvining og chikane.
Mange med stærkt sexuelle overtoner.

Trusler og chikane som Johanne Schmidt har været udsat for siden hun som helt ung har deltaget i samfundsdebatten som ungdomspolitiker.

- I starten blev jeg rigtig rigtig bange for, om der var nogen der mente det helt bogstaveligt. Om dem bag truslerne kunne finde på at føre deres trusler ud i livet, og jeg ved, at mange, der ikke er kendte i offentligheden, har det på samme måde, siger Johanne Schmidt, der mandag fik at vide, at flere af hendes Facebook-venner, havde modtaget en ubehagelig SMS med teksten: ”Er det kun de skide terrorist muslimer i støtter i Enhedslisten eller hvad?".

- De sociale netværk har gjort det endnu nemmere for folk, at afsende chikane og trusler, sikkert fordi der er meget kortere mellem tanke og handling, siger Johanne Schmidt, og afslører den yderst ubehagtelige ordlyd på nogle få af de mange personlige trusler hun har modtaget:

"Må du dø af brystkræft og fissekræft”, ”bid i puden skat, jeg kommer tørt ind”, ”Hold din kæft islam-kælne kælling", og "hvad vil det koste at leje dig en weekend?”, er bare et lille uddrag fra den 30-årige politikers hverdag, når hun åbner sin mailboks, sine breve, eller tjekker sin Facebook-profil.

Torsdag medvirker Johanne Schmidt i DR-programmet 'Ti stille, kvinde', sammen med Zenia Stampe og Özlem Cekic og en række ukendte kvinder, der alle har været udsat for grov chikane og trusler på mail og sociale netværk, som Facebook.

- Jeg var i tvivl, om jeg skulle medvirke, fordi jeg sikkert vil få en masse mails, hvor der står, at jeg bare klynker, men jeg har valgt at tale om det fordi jeg er oprigtigt bekymret for, at det vil afholde nogle mennesker fra at deltage i samfundsdebatten. Derfor må vi sige fra overfor den slags chikane og trusler. Jeg har efterhånden fået elefanthud, men det kan ikke være rigtigt, at det er blevet normalen, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der har valgt at anmelde trusler om vold.

-  Direkte trusler om vold og dødstrusler anmelder jeg til politiet. Jeg sender det til Folketingets sikkerhedsafdeling, og de sender det så videre til politiet, siger Johanne Schmidt til BT.

Programmet 'Ti stille, kvinde', bliver sendt 21.30 på DR2 torsdag d. 6. november.

I programmet medvirker en række kendte og ukendte kvindelige samfundsdebattører, der alle oplever grove sex- og voldstrusler som en del af hverdagen.

I programmet opsøger væretn Michael Jeppesen nogle af de folk, der står bag truslerne. I det første program banker han på døren hos den yngre danske fyr, der står bag en af truslerne om voldtægt mod Johanne Schmidt-Nielsen.