Tvangsfjernelsen og adskillelsen af den enlige mor Heidi Rasmussen trillinger har vakt mange ramaskrig. Nu skal ministeren også forholde sig til sagen.

- Jeg vil gerne have ministeren begrundelse for, om han mener, at det er rimeligt, at man skiller tre søskende fra hinanden. For hensigten med lovgivningen er, at søskende helst skal anbringes samlet og det samme sted.

Sådan lyder det fra DFs folketingsmedlem Karina Adsbøl. Hun er blevet så harm efter at have fulgt BTs dækning af sagen af den enlige mor, Heidi Rasmussen fra Kalundborg, der flere gange forgæves bad kommunen om hjælp til at passe sine tvillinger, senere fik børnene tvangsfjernet, hvorefter man valgte at skille de tre søskende ad og anbringe dem i forskellige plejefamilier, at hun nu har bedt ministeren forholde sig til sagen.

Karina Adsbøl har bedt ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold, Manu Sareen (R), redegøre for, 'om ministeren finder det rimeligt, at man skiller tre søskende ad.'

Trillingerne blev fjernet fra deres mor i torsdags, efter kommunen havde fundet Heidi Rasmussen uegnet til at tage sig af sine børn. Ifølge kommunen var trillingerne understimuleret og 6-7 måneder bagud i deres udvikling. Heidi Rasmussen har dog anket kommunens afgørelse til Ankestyrelsen, da hun mener, at kommunens vurderingen af børnene var for gammel. Hun har onsdag eftermiddag endnu ikke fået svar fra Ankestyrelsen.

Mandag blev trillingerne anbragt hos tre forskellige plejefamilier. Formentlig fordi børnene var blevet vurderet så krævende, at det var svært for kommunen at finde én plejefamilie, der kunne tage sig af alle børnene.

Men det undrer Karina Adsbøl:

- Det undrer mig, at man kan vurdere, at én plejefamilie ikke kan klare at få alle tre børn, men at man samtidig mener, at moderen godt kan stå med det hele selv, siger Karina Adsbøl og tilføjer.

- Hvis man vurderer, at én plejefamilie ikke kan have alle tre børn, så må man jo skaffe noget hjælp, så plejefamilien kan have børnene samlet.

Trillingernes nye plejefamilier bor tre vidt forskellige steder i Kalundborg Kommune. De bor i henholdsvis Kalundborg, Gørlev og Store Fuglede. Og det mener Karina Adsbøl også er et problem for Heidi Rasmussen.

- Det giver nogle udfordringer for moderen, at de bliver anbragt tre forskellige steder, for så skal hun også tage tre forskellige steder hen, når hun skal have samvær, siger DF'eren.