Trillingemoderen Heidi Rasmussen får kun lov til at se hver af sine trillinger i en time en gang om måneden. Efter tre måneder vil Kalundborg Kommune igen tage stilling til, hvor meget samvær Heidi må have med sine børn.

Kommunen har desuden besluttet, at trillingerne ikke skal se hinanden i de kommende tre måneder. Om de herefter vil få kontakt til hinanden igen vides endnu ikke.

Og det er en beslutning, som psykolog Helle Birkholm-Buch, der har specialiseret sig i tvillingers unikke relation og tvillingefamiliens særlige vilkår, er rystet over.

- Det er meningsløst og dybt kritisabelt, siger hun.

Trillingerne har nu været hos hver deres plejefamilier i en uge, og Heidi tager i denne uge rundt for at møde de tre plejemødre, der har fået ansvar for hendes børn.

Som BT løbende har beskrevet, besluttede Kalundborg Kommune 3. april, at de tre 19 måneder gamle trillinger Magnus, Tobias og Ida skulle tvangsfjernes til tre forskellige familier. Årsagen er, at børnene er understimulerede og bagud i deres udvikling, og at kommunen ikke vurderer, at Heidi har de nødvendige kompetencer til at tage vare på børnene selv.

Kommunen mener blandt andet ikke, at Heidi evner at aflæse børnenes behov.

Heidi mener, at hun ville kunne være en god mor for børnene, hvis hun havde fået den praktiske hjælp fra kommunen, som hun – både før og efter børnene blev født – bad kommunen om. Men hun fik dengang afslag på at få hjælp med den begrundelse, at hun var velfungerende.

At trillingerne ikke får samvær med hinanden gør dem ekstra sårbare, siger Helle Birkholm-Buch.

- Det er rigtig uhensigtsmæssigt. Den særlige relation, som tvillinger og trillinger har til hinanden, er en stor ressource i deres udvikling. Og når de samtidig står i den sårbare situation, de står i, så er det grotesk at tage den ressource fra dem, siger Helle Birkholm-Buch og forklarer:

- Når man er tvilling, så kan man udvikle et særligt forhold til sine medsøskende, som almindelige søskende ikke har mulighed for at udvikle til hinanden på samme måde. Og det giver sig udslag ved, at man bruger hinanden som en tryg base, på samme måde, som børn bruger forældrene.

Så de bruger hinanden som næsten lige så primære omsorgspersoner, som forældrene er.

Hun henviser til undersøgelser, der har vist, at tvillinger, når de bliver adskilt fra deres mor, oplever mindre adskillelsesstress end almindelige børn, hvis de stadig har hinanden. Til gengæld oplever tvillinger mere adskillelsesstress end almindelige børn, når de både er adskilt fra deres mor og fra deres medtvilling.

- Trillinger er vant til, at når mor går, så har jeg mine medtrillinger. Så derfor er det en meget mere stressende situation for dem at komme ud til forskellige plejefamilier, hvor de heller ikke har hinanden. Det er stressende på et grundlæggende psykologisk plan, hvor det kan give varige mén. Der er tale om det, man i psykologisk forstand kalder en separationsangst. Det er det, som udløses, siger Helle Birkholm-Buch.

Når man helt adskiller børnene og ikke lader dem se hinanden, så tager kommunen ikke højde for det særlige forhold, som trillinge-søskende har til hinanden. Og hvis trillingerne i en længere periode ikke har hinanden, så mister de den særlige tilknytning til hinanden, som ellers ville være en stor ressource i deres liv. Ikke kun nu, men resten af deres liv, siger Helle Birkholm-Buch.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Kalundborg Kommune.