Tre selskaber klar til at byde på opførelsen af havvindmøller
Energistyrelsen har godkendt tre ud af fem interesserede selskaber, som nu er klar til den endelige budrunde om at bygge de kystnære havvindmøller, der skal stå færdige i Danmark i 2020.
Energistyrelsen har godkendt tre ud af fem interesserede selskaber, som nu er klar til den endelige budrunde om at bygge de kystnære havvindmøller, der skal stå færdige i Danmark i 2020.
Tirsdag har Energistyrelsen meddelt, at man har prækvalificeret tre bydere til at byde på at bygge op til 350 megawatt kystnære havvindmøller, der skal stå opført i Danmark i 2020.
De tre bydere er Wpd HOFOR Danish Offshore Consortium, European Energy Nearshore Consortium og Vattenfall Vindkraft A/S.
Energistyrelsen modtog i alt fem ansøgninger, men det var kun de tre udvalgte bydere, der er blevet godkendt til at deltage i de kommende udbudsforhandlinger. Det sker, fordi det har været et krav, at eventuelle bydere skal have en årlig omsætning på minimum fire milliarder kroner.
Styrelsen er blevet udsat for hård kritik fra to almennyttige fonde, Fonden Ærøs Vedvarende Energipulje og Wind People, der mener, at staten med omsætningskravet har forvredet vilkårene for, hvem der kan byde ind på ejerskabet af havvindmøllerne.
Det affejer Energistyrelsen dog, og siger »at man på alle måder har overholdt udbudsreglerne i udbuddet af kystnære havvindmøller«. Kravet skal ifølge Energistyrelsen sikre, »at det er kvalificerede bydere, der får mulighed for at byde, så projekterne gennemføres til tiden og i rette kvalitet,« hvilket ifølge styrelsen nu har givet pote.
»Det er Energistyrelsens vurdering, at denne strategi har bidraget til, at to af de tre prækvalificerede bydere er nytilkomne i de danske havvindmølleudbud,« skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.