En lystfisker fik en pythonslange på krogen - den var heldigvis død.

37-årige Anders Hermansen gjorde vist sit livs fangst, da han i torsdags var ude at fiske ved Skjern Å sammen med en kammerat. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

De havde taget opstilling ved Skjern Å ved Kodbøl, og mens de stod og betragtede vandet, kunne de godt se, at der lå et eller andet og skvulpede på modsat bred.

- Jeg troede måske, det var en stor laks eller noget i den stil, forklarer Anders Hermansen, der en time senere kunne konstatere, at han tog grueligt fejl.

For den blev ved med at ligge og blinke på modsat bred - og fristelsen til at undersøge det nærmere var for stor.

Heller ikke en gedde

Lidt senere gjorde Anders Hermansen så et forsøg på at få det underlige dyr på den anden bred på krogen - og fik det halet i land.

- Og det var sør’me heller ikke en gedde, som vi også havde mistænkt det for at være. Nej, det var en kvælerslange, fortæller Anders Hermansen, der var glad for, at slangen var død.

- Ellers havde jeg godt nok smidt fiskestangen med det samme, siger den 37-årige lystfisker fra Stouby mellem Vejle og Juelsminde.

Sammen med sin kammerat fik han hevet kvælerslangen op på bredden, hvor de kunne se det sande omfang. Den var omkring 295 centimeter lang og vejede cirka 15 kilo.