Transportminister Henrik Dam Kristensen kalder sagen om DSBs ulovligheder utrolig, men er tryg ved en kommende ekstern undersøgelse.

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) er rystet over 21 Søndags afsløring af de ulovlige metoder, DSB har brugt i et forsøg på at stække en kritisk journalist, skriver DR.dk.

- Det er en utrolig historie. Vi taler om metoder, som vi hverken kan eller skal bruge i Danmark og da slet ikke i en offentligt ejet virksomhed som DSB, siger ministeren til DR Nyheder.

DSB har betalt et af landets førende PR- og lobbyist-bureauer, Waterfront Communications, for at holde journalist Lars Abild beskæftiget med andre opgaver, så han ikke havde tid til at grave kritiske historier om DSB frem.

DSBs administrerende direktør har lovet en ekstern undersøgelse af sagen, og det er Henrik Dam Kristensen tilfreds med.

- Jeg er meget meget glad for, at DSBs nye direktør meget meget klart har sagt, at sådan nogle ting ikke skal finde sted i DSB, og at det nu skal undersøges til bunds, siger Henrik Dam Kristensen til DR Nyheder.

BNB