Skrappere regler for pakkeleveringer skal bekæmpe smuglere, spritbilister og konkursryttere, mener transportbranchen.

Danskere køber flere ting på nettet, og antallet af pakkelevering stiger kraftigt. Men modsat større biler er varevogne under 3.500 kg ikke omfattet af en lov, der blandt andet har regler mod straffede smuglere og spritbilister samt konkursryttere foruden krav om en garantistillelse på 150.000 kroner og overenskomstsvarende løn. Og det er et problem, mener man i transportbranchen ifølge Jyllands-Posten.

»Vores medlemmer bliver klemt af, at der er nogen, der kører mere eller mindre efter wild west-tilstande,« siger Erik Østergaard, der er direktør i Dansk Transport og Logistik (DTL). Han peger blandt andet på sort arbejde og folk, der arbejder, selv om de er på overførselsindkomst.

Der er set eksempler på timelønninger helt ned til 50-60 kroner, og politiet har haft flere sager om illegal arbejdskraft, blandt andet en enkelt sag med ni udviste personer efter en razzia, skriver avisen.

Erik Østergaard håber, at politikerne vil sætte ind med en regulering. Det skal blandt andet ske ved at godskørselsloven udbredes til mindre biler.

Ønsket støttes af 3F og Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Til sommer udgiver regeringen en rapport om området, og transportminister Magnus Heunicke (S) vil afvente rapporten, før han tager stilling, men er åben for at se på en ændring af reguleringen af varebilsområdet, skriver Jyllands-Posten.