Trafikuheld i Valby: Biltaget skåret af

Der skulle tilkaldes både politi og brandvæsen, da to biler kørte ind i hinanden. Den ene skulle have taget af, inden redningsmandskabet kunne få føreren, der klagede over nakkesmerter efter uheldet, ud.

Klik her for at se flere billeder fra localeyes.dk

På Folehaven i Valby ved København er en kvinde kommet ud for et uheld i sin bil, som både politiet og brandvæsnet blev kaldt ud til. Det fortæller vagtchef Kim Nicholsen fra Københavns Politi.

Uheldet skete, da to biler kørte ind i hinanden, lyder det fra Kim Nicholsen, som også fortæller, at politi og redningsmandskab er færdige med deres arbejde ved ulykkesstedet.

- Vi har skåret taget af bilen, så vi kunne få hende ud. Hun er kørt på hospitalet, men der er ikke noget, der tyder på noget alvorligt, selvom hun klager over nakkesmerter, siger vagtchefen.

Den anden part i uheldet er der ingen oplysninger om.