Bilisterne har opført sig eksemplarisk på en af sommerens store hjemrejsedage.

Sådan lyder det fra Vejdirektoratets TrafikinformationsCenter.

»Selvfølgelig har der været tæt trafik, men vi har været forskånet for større hændelser. Der er ikke meldt om nogen uheld, der har gjort, at der har været lange køer. Trafikken har gledet stille og roligt,« siger vagthavende Kenneth Krohn Oldgren, Vejdirektoratet.

Han fortæller, at der dagen igennem har været tæt trafik især i Trekantsområdet, ved Odense og ved Køge Bugt motorvejen.

Men bilisterne har kørt fornuftigt, lyder det.

»Det er faktisk gået over al forventning. Om det er fordi, at trafikanterne har lyttet til vores anvisning om at køre uden for spidsbelastningsperioden, som er mellem klokken 11 og 19, er ikke til at sige. Men der er stor ros til trafikanterne for deres gøren og laden,« siger Kennth Krohn Oldgren.

Hos Scandlines var der ved 17-tiden en times ventetid ved færgelejet i Puttgarden. Men fra Rødby er der ingen ventetid, oplyser kommunikationsansvarlig Anette Ustrup Svendsen, Scandlines.

Den kommende uge - uge 32 - er den sidste af de helt store sommerferieuger. I weekenden ventes igen tæt trafik ved grænsen og op mod Sønderjylland og fra Fyn og Jylland mod hovedstaden.