Den kollektive trafik er hårdt ramt, en travl gade i midtbyen er spærret og taget på et prestigebyggeri revet u stykker. Aarhus er hårdt ramt af stormen Egon.

Egon fik lørdag eftermiddag taget på det store uddannelsescenter Navitas ved Aarhus Havn til at styrte sammen. Det oplyser Aarhus Brandvæsen til TV 2 Østjylland.

»Vi er blevet kaldt til sammenstyrtningsuheld hernede ved Navitas, hvor undersiden af konstruktionen er faldet ned over en omgang cykler,« siger indsatsleder ved Aarhus Brandvæsen Christian Bandholm til TV 2 Østjylland.

Ingen kom noget til, da taget på det store prestigebyggeri faldt sammen, oplyser Christian Bandholm.

Politi og brandvæsen er til stede ved Navitas, der er en del af Aarhus Universitet, og arbejder for at sikre resten af bygningen.

Den kollektive trafik i Aarhus er også hård ramt af stormen, skriver stiften.dk:

Politiet har lørdag eftermiddag klokken 16.30 spærret Park Allé af. Dermed er den kollektive trafik i Aarhus, hvoraf det meste kører gennem alléen, lammet.

Østjyllands Politi frygter, at stormen vil rive flere tage med sig i Park Allé, hvor de heftige stormvinde fyger igennem.

Trafikkaoset har derfor bredt sig ved Banegårdspladsen.

 

BNB