Et uheld har onsdag morgen delvist spærret Holbækmotorvejen ved Kornerup Å i retning mod København og skaber lige nu kilometerlang kø.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til BT.

»To biler er stødt sammen derude, og det er i østlig retning på det værste tidspunkt her i myldretiden. Vi har en melding om en teknisk fastklemt, men det er sjældent så slemt, som det lyder. Det sker typisk, når to biler ramler sammen, og den ene klager over smerter,« siger pressetalsmand Martin Bjerregaard.

Han tilføjer, at man ikke har nogen meldinger om alvorlig tilskadekomst.

»Den største ulempe er nok, at de holder akavet i forhold til trafikafviklingen, men der er tilkaldt assistance, så vi kan få dem fjernet hurtigst muligt.«

Det vides endnu ikke, hvad der har forårsaget uheldet.

Ifølge Vejdirektoratet skal bilister på vej mod København regne med godt fem kilometer lang kø, hvis de kommer den vej forbi.

Opdateres...