Skal du på bilferie i udlandet, er det med at overholde fartbegrænsninger og lovgivning. Flere og flere lande får aftaler om at kunne inddrive bøder i Danmark.

Mens stærekasserne lader vente på sig i Danmark, er stationære og mobile fartkontrolkameraer en realitet i mange af vores nabolande. I Norge har over 300 kameraer i mange år overvåget cirka 1.000 kilometer vej. I Sverige bliver bilisterne overvåget af knap 1.000 digitale videostandere, og Holland har omkring 1.400 faste kameraer, skriver Berlingske.

Også en lang række andre lande opererer med ubemandet ATK (Automatisk Trafik Kontrol) – så danskere, der har været på bilferie i udlandet, kan godt risikere at få en bøde med hjem i kufferten, hvis de har trykket lidt for hårdt på speederen. Får man en bøde i et nordisk land, kan den blive opkrævet som en dansk bøde, hvilket skyldes, at de nordiske lande helt tilbage i 2003 indgik en aftale om politisamarbejde.

Rigspolitiet oplyser, at henvendelser om danske bilisters færdselsforseelser i udlandet typisk kommer fra netop de nordiske lande, men også tysk politi henvender sig jævnligt, eksempelvis for at få hjælp til at koble en ejer på et registreringsnummer. En række europæiske lande, bl.a. Frankrig, Spanien og Tyskland, har indgået aftaler om at kunne inddrive bøder i Danmark, hvis bøden er af en særlig størrelse, fortæller jurist Dennis Lange fra FDM.

- Flere og flere lande får aftaler i stand om, at bøder på over 70 euro kan inddrives i Danmark, men dermed ikke sagt, at lande uden aftaler ikke vil inddrive bøder. Nogle bilister kan opleve, at de slipper og ikke bliver forfulgt, hvis de ikke betaler en bøde fra udlandet, men det er svært at give garantier for, hvad man kan eller ikke kan slippe for, siger juristen.

Han anbefaler danske bilister først at sikre sig, at en bøde fra udlandet er berettiget.

- Herhjemme oplever folk en gang imellem at få en parkeringsafgift, der ikke er berettiget, så man kan ikke udelukke, at det også sker i udlandet. Har man kørt i en lejebil, så bør man altid tjekke, at bøden vedrører lejeperioden, og at det ikke er en anden lejer, der har fået den, understreger Dennis Lange.

Bøder udstedt af udenlandsk politi vil typisk blive indkrævet gennem Skat herhjemme, men ifølge FDM kan det også ske, at bøder bliver sendt som inkassoopkrævninger, direkte til bilisten. Hvis udlændinge bliver taget i at køre for stærkt eller på anden måde overtræde færdselsloven herhjemme, vil bødehammeren falde med det samme, oplyser Rigspolitiets talsmand, Carsten Andersen.

- Hvis man bliver stoppet her i Danmark, men kommer fra et andet land, så vil man blive afkrævet penge med det samme. Hvis man ikke betaler, så kan vi tage køretøjet, indtil vedkommende betaler, siger han til Berlingske.

BNB