Der er fyldt med østeuropæiske lastbilchauffører i et stort industrikvarter nær grænsen i Padborg. Meldingen fra flere i området er, at chaufførerne sviner og træder af på naturens vegne, hvor de vil.

Anders Simonsen, der er medejer af HLV ejendomme, ejer flere grunde i et stort industrikvarter i den sønderjyske grænseby Padborg, hvor også toldpladsen ligger. Han oplever store problemer med lastbilchauffører, når de holder hvil i området i weekenden.

- Vi udlejer for eksempel en tankstation og et cafeteria. For halvandet år siden var vi nødt til at indføre betalingsparkering, for der var overfyldt med østeuropæiske chauffører. Der var meter af affald og ekskrementer. Så indførte vi det her, men det medførte bare, at problemet blev skubbet videre til andre steder på pladsen, forklarer Anders Simonsen.

BT har fået tilsendt flere billeder af menneskeafføring på græsarealer, i blomsterbede og andre steder i området. Henvendelserne kommer efter BT tirsdag kunne berette om fulde østeuropæiske lastbilchaufførers hærgen på motorvejen omkring grænsebyen. Mindst 13 gange er chauffører blevet taget med en for høj promille i år. Østeuropæerne holder til i grupperinger på p-pladserne, hvor de venter på det næste job. Og det er det, som blandt andre Anders Simonsen mærker konsekvenserne af.

- Nu har vi også en ejendom ved siden af, som vi administrerer. Dér kigger vi også på at få indført betaling, for vi kan simpelthen ikke styre det. De holder og laver små grupperinger. Det skaber utroligt meget svineri, siger han.

Fjerner afføring

Problemet er, at det ofte koster penge at låne et toilet i industrikvarteret. Derfor er det nemmere at sætte sig ud på græsplænen eller i nogle tilfælde direkte ud på asfalten. Sådan forklarer Thim Christensen problemet. Han er caretaker i området, og det er hans opgave at rydde op efter lastbilchaufførerne.

- Vi har efterhånden et stigende problem, hvor der kommer flere og flere østeuropæiske chauffører. Og det er især galt i weekenderne. Så går de og skider i alle hjørner. Vi har haft en del episoder, hvor vi har samlet afføring op, og det er vi trætte af, fortæller Thim Christensen.

Faktisk er de så trætte af problemet, at Thim Christensen har taget billeddokumentation, så Anders Simonsen kunne sende en politianmeldelse i mandags. Samme billeder har BT fået tilsendt. Da det kun er to dage siden, anmeldelsen blev sendt, afventer han stadig svar.

- Jeg har fået et standardsvar, hvor de vil se på sagen. Det er ved at være et jævnligt problem nu, uddyber Anders Simonsen.

Spørgsmålet er, om ejendomsudlejeren ikke bare kan indføre parkeringsbetaling på alle områder for at undgå svineriet. Men det er ikke så nemt.

- Det er ikke bare lige til at administrere. Og så skubber man jo bare problemet til andre steder i området, siger Anders Simonsen.

Skodjob

Spørger man de mange østeuropæere, der holder på de gigantiske p-pladser, indfaldsveje og sidegader i Padborg, så er truckerlivet kun af nød, ikke lyst.

- Prøv at hør. Hvad vil du have, vi skal sige? Det er min 39-års fødselsdag i dag. Tror du, jeg synes, det er sjovt at sidde her? Tror du ikke hellere, jeg vil være hjemme hos min familie? Jeg sad også og ventede på en p-plads, da min far døde hjemme i Bulgarien. 99 procent af os, der er her, kan ikke lide det her job. Vi gør det, fordi vi er nødt til det. Det er et lortejob, sagde en af chaufførerne som BTs udsendte talte med tidligere på ugen.