Efter BT’s afsløring af alt for voldsom støj fra busser, vil Movia nu se på kritiseret metode til støjmålinger. Overborgmester Frank Jensen (S) kræver en redegørelse

En af de mest udbredte bustyper, som trafikselskabet Movia benytter i hovedstadsområdet, støjer langt mere end det tilladte.

Det kunne BT fortælle mandag på baggrund af målinger lavet med professionelt måleudstyr på bussen Scania Omnilink, der kører på en lang rækker busruter i hovedstadsområdet. Bussen benyttes blandt andet på ruterne 6A, 1A, 2A og 150S, og der er 114 i alt.

Den voldsomme støj kommer fra bussernes blæsere, der skal afkøle motoren.

Efter at BT har skrevet om sagen har Movia af egen drift foretaget målinger, der frikender det kommunalt ejede busselskab for at overskride såvel egne støjkrav på 77 såkaldte decibel og lovens 80 decibel.

Alligevel vil Movia nu se på, om dets målinger er retvisende. Det fremgår af en pressemeddelelse, som Movia har lagt ud på dets hjemmeside.

»Usikkerheden om vores målemetode, som rejses i BT’s artikel, vil indgå i Movias overvejelser omkring måling af støj i fremtiden. Findes der en anden og bedre måde at foretage støjmåling på, vil dette indgå i det videre udviklingsarbejde vedrørende vores udbud af buskontrakter og i samarbejdet med myndighederne, herunder Trafik- og Byggestyrelsen,« skriver Movia.

Movias tvivlsomme målemetoder er da også en af årsagerne til, at overborgmester Frank Jensen nu kræver en redegørelse af Movia.

»Vi skal være sikre på, at de grænseværdier, der er for støj overholdes. Derfor har jeg bedt om en redegørelse, og den håber jeg, at vi får meget hurtigt, så vi kan få konstateret, om busserne overholder reglerne,« siger Frank Jensen til BT.

Movias egne målinger er da også opsigtsvækkende. Busselskabet når frem til, at busserne støjer mellem 62,9 og 74,4 decibel. Dermed er niveauet langt lavere end i BT’s målinger, hvor over halvdelen af de 28 busser støjede med mere end 80 decibel. Movias egne målinger er i flere tilfælde på niveau med en almindelig personbil. Forskellen på 70 og 80 decibel opfattes i øvrigt som en fordobling i lydniveauet.

De lave målinger skyldes - ifølge seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd - at Movia sandsynligvis måler bussernes støj uden at blæserne er sat til. Det er netop blæserne, der er årsag til den voldsomme støj. BT har af flere omgange forsøgt at finde ud af, om Movia har blæserne sat til ved deres målinger, men det har Movia ikke svaret på. Heller ikke i går, hvor vi ellers var blevet lovet et svar.

Hvis blæserne ikke er sat til, siger målingerne intet om, hvor meget busserne støjer, når de kører på vejene. Desuden måler Movia normalt også støjen på begge sider af bussen, lægger tallene sammen og tager efterfølgende et gennemsnittet af de to målinger. Med denne lille regnefinte får Movia et lavere resultat end i virkeligheden, hvor den venstre side på grund af motorens og blæserens placering støjer meget mere end højre.

»Jeg hilser det velkomment at Movia nu vil se på, om deres målinger er retvisende. For målingerne skal jo afspejle den støj, som københavnerne mærker. Ellers giver det ikke mening at have grænseværdier,« siger Frank Jensen.

Derudover vil Frank Jensen også have Movia til i redegørelsen at undersøge, om busserne sviner for meget. Det sker efter, at BT i søndags kunne fortælle, at de partikelfiltre, der er sat på Movias busser for 84 millioner kroner, ikke virker optimalt.

»Vi skal have sikkerhed for, at den luft vi indånder er ren,« siger Frank Jensen, der netop har indgået en politisk aftale om at omlægge Københavns diesel-busser til el-busser - der hverken støjer eller forurener - over de kommende år.