Tosprogede elever i gymnasiet får i gennemsnit karakterer, der ligger klart under de etnisk danske elevers.

Viby J.. Gymnasieelevers etniske baggrund slår markant ud, når der skal gives karakter ved eksamensbordet.

Mens etnisk danske elever på gymnasiale uddannelser i perioden 2013-2015 i gennemsnit fik en karakter på 7,0, var tallet 5,8 for elever af udenlandsk herkomst.

Det viser tal fra Undervisningsministeriet ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.

Den seneste uge har der været fokus på netop gymnasieelevers baggrund, efter at Langkaer Gymnasium ved Aarhus er begyndt at opdele eleverne i klasser efter etnicitet.

Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA University College, kalder forskellen på 1,2 karakterpoint for markant og nedslående.

På trods af millioninvesteringer i blandt andet sprogstimulering af de mindste børn er der gået noget galt i børnehaverne og skolerne, konstaterer han.

- Vi kan helt ned i daginstitutionerne spore, at disse børn halter efter deres jævnaldrende, og det gab har man desværre aldrig fået lukket i folkeskolen og ungdomsuddannelserne, siger han til avisen.

Professor Niels Egelund, Aarhus Universitet, står for den danske del af de såkaldte Pisa-undersøgelser. De viser, at de tosprogede børn sakker bagud i folkeskolen.

- Man skulle tro, at det kunne lykkes at rette op på de ting, når børnene ofte er født i Danmark, har gået i dansk børnehave og skole og er blevet erklæret egnet til gymnasiet, siger Niels Egelund.

- Det gør det også for nogle, ikke mindst pigerne, men som en gennemsnits-betragtning ser det ikke kønt ud.

Han foreslår, at de tosprogede elever spredes på flere folkeskoler og gymnasier, så de etnisk danske klassekammerater kan trække dem op.

/ritzau/