Britiske forskere advarer mod det historisk lave antal torsk i Nordsøen og anbefaler et drastisk hug i torskekvoterne

- Ingen fangstrapporter fra havnene i Nordsøen melder om fisk på 13 eller ældre. Vores analyse indikerer, at der er færre end 100 voksne torsk tilbage i Nordsøen, siger forsker Chris Darby til den engelske avis The Guardian.

For mange unge torsk

Forskeren leder et team fra The Center for Enviroment, Fisheries and Aquaculture Sciences (Cefas). Teamet har gennemgået fangstrapporter fra torskefiskere i Nordsøen, og de er kommet frem til et skræmmende resultat: Torskebestanden falder hurtigt, og det kan vise sig blot at være toppen af isbjerget.

Jo yngre torskene, der kan blive op til 25 år, er, jo færre æg lægger de. De bliver nemlig mere fertile med alderen. Når gennemsnitsalderen for torskene i Nordsøen falder, falder antallet af torskeæg - og fødsler altså også, siger forskerne fra Cefas ifølge det norske nyhedssite e24.no.

Forskerne anslår, at der er 65.300 ton torsk i Nordsøen, som er 3 år eller ældre - cirka 18 millioner torsk. Til sammenligning var der i 1971 276.000. Analyser viser desuden, at der er cirka 191 millioner torsk som er bare 1 år gamle.

Læs også

Danmarks fiskeriforening: Ikke kritisk

- Det lyder helt idiotisk, siger biolog hos Danmarks Fiskeriforening, Michael Andersen.

- De siger, at voksne torsk er 13 år eller ældre, men for mig giver det mere mening, at det er når torskene er kønsmodne i 2-3 års-alderen, siger han videre og påpeger, at det har set positivt ud for torskebestanden de sidste mange år:

- Cefas har en pointe i forhold til, at der skal fokuseres på alderen af de torsk, der fanges, men faktum er, at torskebestanden er vokset de sidste 6 år. For første gang i 10 år er bestanden faktisk nået til et niveau, hvor vi ikke længere kalder det kritisk, siger Michael Andersen.

Læs også

Foreslår hug i torskekvoterne

Forsker fra det norske Havforskningsinstitut er enig med Michael Andersen. Han siger til e24.no, at der ikke er nogen fare på færden for torskene, og han ser derfor ingen grund til at vige fra de allerede fastlagte kvoter.

De britiske forskere foreslår imidlertid et drastisk hug i torskekvoterne. Ifølge The Telegraph foreslår de, at man reducerer fangsten med omkring 6000 ton. Det har Michael Andersen ikke meget til overs for.

- Det er sådan, at der bor 8 mia mennesker på denne klode, og det vil man kunne se på naturen. Vi skal selvfølgelig passe på torskene. Vi kan gøre mere for at sikre torskene, men det går fremad, siger han.