Det kan blive svært at dømme den drabssigtede Peter Madsen, hvis politiet aldrig finder liget af forsvundne Kim Wall

Københavns Politi har forgæves søgt efter forsvundne Kim Wall i syv dage, og torsdag kunne politikredsen på et pressemøde oplyse, at de ikke længere forventer at finde journalisten i live. Flere af Forsvarets dykkere ledte torsdag efter Kim Wall, mens de svenske myndigheder også forgæves søgte efter liget eller andre interessante genstande for efterforskningen.

Håbet svinder ud, og det kan betyde, at politiet og anklagemyndigheden skal føre en sag uden et lig mod den drabssigtede Peter Madsen, og det kan blive en udfordring. Det fortæller Malene Wagner, der i 2014 var anklager i sagen mod Claus Stokholm Larsen og Bo Madsen, der blev dømt for drabet af Henrik Haugberg Madsen på Enø. Det er en af de få sager i nyere tid, hvor en eller flere personer er blevet kendt skyldige for drab, uden at der har været et lig som bevis:

»Hvis du ikke har et lig eller et dna-spor, der beviser, at hun er død, skal du både sandsynliggøre, at hun er død, og at hun ikke bare er forsvundet, fordi hun ville begynde et nyt liv. Derefter skal det bevises, at det er ham, der er morderen. Hvis de slet ikke har nogen dna-beviser, hverken i ubåden, på sigtede eller på et eventuelt gerningsvåben, men kun har det bevis, at hun har været sammen med Peter Madsen på et eller andet tidspunkt den pågældende dag, så er det er jo lidt op ad bakke for anklagemyndigheden,« siger Malene Wagner.

Det samme oplyser Henrik Stagetorn, der har stået på den modsatte side i en drabssag uden et lig. I januar i år var han nemlig forsvarsadvokat for 41-årige Khalil Meme, der blev idømt 12 års fængsel for at have slået sin ekskone Hediga Morad ihjel, selvom liget aldrig blev fundet. Han fortæller, at et manglende lig sætter store krav til anklagemyndighedens beviser:

»Hvis man vil prøve at løfte bevisbyrden, så skal man prøve at se, om der er nogle usædvanlige handlinger fra mistænkte, og man må prøve at undersøge, om han i sin kommunikation har gjort noget, der indikerer, at han har haft noget med et drab at gøre. Han kan måske have sendt en SMS eller lignende. Det ændrer dog ikke på, at det er problematisk for politiet at mangle et lig. De kan jo ikke sige noget om, hvorvidt personen er afgået ved døden, og hvis det er tilfældet, hvordan er det så sket?,« siger advokaten.

Ved torsdagens pressemøde bad Københavns Politi om hjælp fra borgere, der kan hjælpe med at kortlægge ubådens færd i løbet af natten mellem torsdag og fredag, hvor Kim Wall forsvandt:

»Ubåden sejlede ud torsdag aften klokken 19. Den dykker ned på et tidspunkt, og så har vi nogle identifikationer fra noget færgetrafik, som får kontakt til ubåden omkring klokken 23.30 og 24.00. Derefter har vi ingen indikationer på, hvor ubåden har været, indtil den klokken 10.14 erkendes i den nordlige del af Køge Bugt,« oplyste politiet i pressemeddelelsen.

Politiet efterlyser derfor personer, der enten har set ubåden, eller som i disse dage sejler rundt ved Køge Bugt og kan kigge efter drivende objekter, der kan bruges i efterforskningen.

Uden et lig kunne det altså ligne, at politiet står over for en stor udfordring, hvis Peter Madsen, der er sigtet for ’uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder’, skal for retten, men begge advokater nævner over for BT, at politiet i hvert fald har et vigtigt 'bevis'. Nemlig at Peter Madsen ifølge politiet har skiftet forklaring i sagen:

»Det mistænkeliggør ham helt sikkert, at han skifter forklaring. Det ville man også helt sikkert bruge i retten, hvis det kommer der til. Det vil gøre det lettere at få ham dømt, for uden et lig skal han dømmes for en beviskæde, og der kan det være en af dem, at han pludselig har skiftet forklaring,« fortæller Henrik Stagetorn.