Det gør særligt ondt på pendlerne, når DSB ikke kan overholde tidsplanerne, siger Forbrugerrådet Tænk.

København. Slidt materiel betyder, at DSB oftere og oftere ikke kan holde sin køreplan. Og forsinkelserne giver særligt problemer for de passagerer, der bruger DSB oftest - pendlerne.

Det fortæller Lone Fruerskov Andersen, der er afdelingschef i Forbrugerrådet Tænks Passagerpulsen.

- Det er vigtigt, at man som daglig bruger af kollektiv transport kan stole på det, der står i køreplanen. At toget kører til en bestemt tid. Og ikke mindst at toget er fremme til en bestemt tid, siger hun.

- Når man skal have sit liv til at fungere i en travl hverdag, er det så super vigtigt, at der ikke opstår forsinkelser undervejs, så man misser et vigtigt møde eller ikke kan hente sine børn.

Ifølge Jyllands-Posten har omkring hver fjerde regional- og fjerntog været forsinket med mere end tre minutter.

I en ny køreplan har DSB forsøgt at gøre køreplanen mindre ambitiøst. Lone Fruerskov Andersen erkender, at det vigtigste for passagerne er, at de kan stole på køreplanen.

Men det er ikke en holdbar løsning for fremtiden at gøre køreplanen langsommere og langsommere. Det kan ende med at udhule det produkt, passagerer betaler for.

Hun peger på resultatet af Passagerpulsens nationale undersøgelse af tilfredshed blandt togpassagerer. Her svarer kun hver anden, at de er tilfreds med det, de får for pengene.

- Selskaberne er også nødt til at se på, om de tilrettelægger driften på den rigtige måde. For i sidste ende er det en forringelse af produktet, hvis togturen bliver for lang, siger Lone Fruerskov Andersen.

DSB afsætter nu 100 millioner kroner til nyt personale. De penge skal gå til flere mekanikere, der skal få togene til at holde længere. Det skal mindske mængden af forsinkelser.

/ritzau/