Broen mellem Sjælland og Masnedø genåbner for togtrafik torsdag morgen, efter Banedanmark har brugt de seneste dage på at reparere skaderne efter søndagens påsejling.

Torsdag vil der atter køre tog mellem Sjælland og Falster.

Masnedsundbroen genåbner torsdag morgen for togtrafik, oplyser Banedanmark, som har brugt de seneste dage på at reparere de skinner, der blev slået løs, da et britisk fragtskib søndag aften sejlede ind i broen.

»Vi har været fokuseret på, at passagererne igen skal have tog over broen, så snart det er fuldt sikkerhedsmæssigt forsvarligt,« siger Klaus Frelling Andersen, sektionschef for broer i Banedanmark i en pressemeddelelse.

»Vores undersøgelser af det beskadigede broleje og broens konstruktion viser, at skaderne er af en sådan karakter, at vi kan udbedre dem i den kommende tid, samtidig med at der kan køre tog over broen med nedsat hastighed,« fortæller han.

Togene må således maksimalt køre 40 kilometer i timen, når de krydser broen.

Banedanmark vil efter påske komme med en prognose for, hvornår reparationen af brolejet er færdig og hvornår hastighedsbegrænsningen bliver ophævet.

Ifølge politiet og Havarikommissionen sejlede det britiske skib Karla C ind i broen, fordi en af skibets bovskruer ikke virkede. Trods forsøg på at standse skibet kunne uheldet ikke undgås.