22-årige Zandra Berthelsen er den unge pige, hvis navn gemmer sig bag 'Tønderpigen'. Hun blev gennem en årrække krænket, ydmyget, voldtaget og udnyttet seksuelt af adskillige mænd og hendes egen far.

Torsdag aften står Zandra Berthelsen frem i kriminalmagasinet Station 2 og fortæller om den grufulde opvækst, hun havde, med gentagne besøg af fremmede mænd og fornedrelse og grov udnyttelse herunder gentagne voldtægter fra sin fars side.

Det er nu mere end 11 år siden, sagen kom frem i offentligheden. Og det er ti år siden, at Zandra Berthelsens far blev idømt en straf på ti års fængsel i sagen. Det betyder, at faren nu er ude af fængslet igen. Han har fået et tilhold, som gør, at han ikke kan nærme sig sin datter.

Men alligevel har Zandra Berthelsen svært ved, at hendes far nu er ude af fængslet efter de grusomheder, han udsatte hende, hendes mor og hendes yngre søster for. Grusomhederne tæller blandt andet, at Zandra Berthelsen systematisk blev solgt til andre mænd, ligesom faren selv voldtog hende fra en helt ung alder.

At faren nu er ude af fængslet igen, har Zandra Berthelsen tidligere været ude og udtale sig om:

»Jeg synes, det er dybt forkert, at han skal ud. For han kan ikke sætte sig ind i andre menneskers følelser. Han kan ikke mærke andre mennesker. Jeg tror ikke, han har lært noget som helst, og jeg tror, han kunne finde på at gøre det igen. Jeg har sørget for, at han har fået et polititilhold mod at nærme sig mig, for jeg vil gerne have, at han holder sig langt væk,« sagde hun i begyndelsen af 2015 til Politiken.

Og netop det faktum, at faren er ude af fængslet og findes et eller andet sted, er noget som mange tidligere seksuelt krænkede børn kæmper med, når deres krænker - enten i form af mor eller far - igen er at finde i 'virkeligheden'. Det fortæller Gitte Jakobsen, der er faglig ekspert i vold og overgreb mod børn hos Red Barnet.

»Det er helt klart, at børn er udfordret, når det handler om, at en forælder - som har begået overgreb mod barnet - igen er ude af fængslet. På den ene side har de en loyalitet i forhold til forældre, men på den anden side, så har de et opgør, med de grusomme ting, som forælderen har gjort ved dem. Ofte ser man, at barnet - eller den unge person - afskær den forælder, der har udført overgrebene, fuldstændigt. Det er også en hård og sorgfuld proces, da barnet eller den unge trods alt har behov for forældre i sit liv - og forælderen eksisterer jo stadig, så det kan være, der er et lille håb om forsoning gemt dybt nede under al vreden, samtidig med at de altså helt udelukker, at det nogensinde kommer til at ske,« siger Gitte Jakobsen.

Zandra Berthelsen har fortalt til TV 2 om situationen med hendes far, som ikke længere eksisterer for hende.

»I dag er han død for mig. Han er ikke min far. Ikke i mine øjne. Fordi sådan er en far ikke,« siger hun til TV 2.

Ifølge Gitte Jakobsen er den fornægtelse af faren en del af en heling. Men det bliver ikke nødvendigvis nemmere af, at faren nu er ude af fængslet.

»Helingsprocessen kan blive forstyrret, da mennesket stadig er derude, og barnet eller den unge får ikke lov til at holde 'fri' for det skete, ved tanken om, at personen er et sted derude og de - selvom der er et tilhold - kan risikere at møde hinanden på gaden,« siger Gitte Jakobsen.

Gitte Jakobsen har i øvrigt stor respekt for, at Zandra Berthelsen står frem og fortæller om den uhyggelige sag.

»Det er stærkt, det hun gør. Det tyder på, at hun har en meget stærk livsvilje på trods af de dybe huller, der kan komme, hvor livet er svært og måske ikke synes værd at leve, når man har været udsat for så voldsomme overgreb, som hun har. Det hjælper hende med at træde ud af offerrollen og åbner for et liv i større frihed,« siger Gitte Jakobsen.

'Station 2: Pigen fra Tøndersagen - min historie' kan ses torsdag aften klokken 20.50 på TV 2.