Den saudi arabiske advokat Faisal Yamani skrev usandt i sit brev til 16 danske chefredaktørere i august 2009, hvor han krævede en undskyldning for Muhammed-tegningerne, og som netop er endt med et forlig med Politiken.

I brevet skrev advokaten, at han er blevet engageret af tusinde af efterkommere af Profeten, der føler sig krænkede over avisernes genudgivelse af tegningen. De har derfor bedt advokaten henvende sig til redaktørerne for at få dem til at give en undskyldning.

I virkeligheden er det advokaten Faisal Yamani og hans stenrige far Zaki Yamani, der selv tog initiativ til at føre sagen. I april 2008 skrev de to på et arabisk chatforum, at de for Zaki Yamanis egen lomme vil lægge sag an, så avisredaktørerne bliver straffet.

Ligeledes står der, at retssagen skal binde den danske regering til at give en officiel undskyldning for tegningerne. I annonceringen står der også, at interesserede muslimer, der kan bevise, at de er efterkommere af Muhammed, skal sende en fuldmagt om, at de støtter retssagen.

De Konservatives integrationsordfører Naser Khader mener, at Yamani er en fupmager.

- I virkeligheden er det her familiens eget initiativ for at profilere dem selv. Jeg synes faktisk, at Tøger Seidenfaden skal give danskerne en officiel undskyldning for sin naivitet, siger han og bakkes op af Socialdemokraternes leder Helle Thorning Schmidt.

- Det her viser endnu en gang, hvor tåbeligt det var at give den undskyldning, siger hun.

Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard har nu mistet tilliden til Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden.

- Nu er gulvtæppet hevet helt væk under Seidenfadens undskyldning. Han er offer for fup og svindel og kommer så i sin iver på at på opmærksomhed til at rode rundt i noget, som er meget, meget følsomt, siger hun.

Tøger Seidenfaden synes de nye oplysninger er irrelevante.

- Jeg mener, at det er fuldstændig irrelevant, hvis det er advokaten selv, der har taget initiativ til brevet. Jeg undskylder overfor alle muslimer, der vil acceptere undskyldningen, siger chefredaktøren.

LÆS MERE I B.T. LØRDAG