19-årige Tobias Koch fra Aalborg fik sig en overraskelse, da han torsdag aften modtog en bortvisning fra sin arbejdsgiver, Restaurant Sans, hvor han var kokkeelev. Han blev beskyldt for at stjæle strøm, fordi han brugte en stikkontakt på restauranten til at lade sin telefon op. Nu kræver den unge kokkeelev og Fagforeningen 3F, at restauranten melder ham til politiet for strømtyveriet.

Når man bortviser en ansat på grund af tyveri kan man lade være med at udbetale løn. Det kan man ikke, hvis det drejer sig om eksempelvis samarbejdsvanskeligheder.

- Det er formentlig for at slippe for at betale, at de har opfundet den her grund, siger næstformand i 3F Privat Service Hotel og Restauration, Kurt Frederiksen.

LÆS OGSÅ:

Tobias Koch og 3F kræver en politianmeldelse, for at sagen kan blive efterforsket.

- Det vil være til Tobias fordel, hvis han får en politianmeldelse, for der er ikke noget at efterforske. Det svarer jo til at stjæle vand, når man går på toilettet. Hvis man har en personalepolitik, hvor reglen er, at man ikke må oplade sin telefon, er det en anden snak, men det har der ikke været, siger næstformanden.

Restaurant Sans ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen, men henviser til et genmæle, der er slået op på restaurantens Facebook-side. De indrømmer, at begrundelsen for fyringen var »fjollet«.

Troede der var lavet en aftale

Hos 3F var man lige så forbavset som Tobias Koch over fyringen. Man troede, der var en aftale med restauranten, om at de ville give besked om, hvad den unge kokkeelev havde til gode i overarbejde og helligdagetillæg. Pengene skulle så komme igennem Lønmodtagerens Garantifond, når restauranten lukkede i starten af 2015, og Tobias Koch ville blive nødt til at stoppe som elev.

- Vi troede, at vi havde en aftale, indtil det hele eksploderede torsdag aften med Tobias' bortvisning. Sagen skulle aldrig være kørt så langt, siger Kurt Frederiksen.

En del af striden har handlet om, at Tobias Koch skulle tilbage på skole i ti uger i januar 2015. Et forløb hvor arbejdsgiveren fortsat skal betale løn. Med bortvisningen fik den 19-årige aalborgenser dog at vide, at restauranten ville forbeholde sig retten til ikke at udbetale løn. Det var kun muligt, fordi bortvisningen blev begrundet med tyveri.

Tobias Koch ved ikke, om han får udbetalt løn for december. Han står samtidig til at få halveret sin indkomst, når han vender tilbage på skole til januar. Det er selvom, at restauranten ifølge Tobias Koch og 3F er kontraktmæssigt forpligtet til at betale løn i skoleperioden.

Restaurant Sans meddeler i genmælet på Facebook, at man havde fundet en ny praktikplads til Tobias Koch, som han afviste. Den unge kokkelev siger selv, at han troede, at han fik lov til at blive hos Restaurant Sans.