I løbet af weekenden er to danskere blevet millionærer. De ved det bare ikke endnu. Således mangler to personer at indløse deres gevinst, efter Eurojackpot-trækningen og Lottos millionærgaranti har udtrukket netop deres kupon.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse mandag.

Ejeren af den tungeste af de to kuponer er vinder af en 2. præmie i fredagens Eurojackpot. Hele 3.180.565 kroner er den lyserøde lap papir værd. Den er købt i en 7-Eleven på Karrebækvej i Næstved.

Den anden kupon udløser præcis én million kroner. Den er nemlig udtrukket gennem Lottos egen millionærgaranti. Kuponen blev købt i Rådhuskiosken på Lyngby Torv i Lyngby.

Hos Danske spil glæder de sig til, de kan byde de to heldige vindere indenfor i kredsen af lottomillionære.

Den karakteristiske lyserøde Lottokupon.
Den karakteristiske lyserøde Lottokupon. Foto: Kristian Brasen
Vis mere

»Vi vil gerne i kontakt med de to vindere. Men det er helt normalt, at der går op til en uge, før folk melder deres kupon til Danske Spil. De fleste får tjekket deres kuponer næste gang, de er nede at handle, mens andre hører om en uafhentet gevinst i nabolaget fra en kollega,« siger kommunikationskonsulent Morten Hedegaard til BT.

Vinderne af de to gevinster har dog god tid til at melde sig. Således forklarer Morten Hedegaard, at der på gevinster over 200 kroner er 12 måneders indløsningsfrist.

I 2015 vandt en 47-årig mor fra Helsingør danmarkshistoriens største spilgevinst. 315.009.958 kroner kunne hun dengang sætte ind på kontoen, efter hun vandt i Eurojackpot.