Knap 157.000 medlemmer af Dansk Metal og fødevareforbundet NNF kan om et års tid se frem til at få et nyt, fælles fagforbund.

Det oplyser NNF torsdag.

Fusionsplanerne blev besluttet på et ekstraordinært møde i NNFs hovedbestyrelse. Her blev det vedtaget, at der inden maj næste år skal ligge en fusionsplan med Dansk Metal klar. Målet er, at en fusion kan træde i kraft 1. januar 2016.

Forinden skal NNF og Dansk Metal forhandle delene i fusionen færdig.

»Det er en meget vigtig beslutning, hovedbestyrelsen i dag har truffet. Der er meget på spil både for medlemmer, tillidsrepræsentanter og valgte i forbundet. Derfor er det en styrke for de forhandlinger, vi nu skal i gang med, at det er en enig hovedbestyrelse, der står bag ønsket om en fusion,« forklarer NNFs forbundsformand, Ole Wehlast, til nnf.dk.

De to fagforbunde indledte allerede drøftelserne om fusionsplaner i maj.

Dansk Metal har i dag omkring 130.000 medlemmer, mens NNF, der blandt andet organiserer slagtere og bagere, har omkring 27.000 medlemmer.