En 20-årig kvinde får i 2009 en HPV-vaccination og bliver syg to dage efter. Hun har ikke været rask siden. Det begynder med mavesmerter, men involverer derefter de fleste af hendes fysiske funktioner. Det betyder, at hun har svært ved at klare sig i hverdagen, herunder at færdiggøre sin uddannelse. Hun må i dag leve med kroniske smerter som f.eks. hovedpine, smerter i muskler og mave. Hun oplever desuden voldsom svimmelhed, udmattelse, nedsat smertetærskel, besvimelser, kvalme, stærk nedsat appetit og stort vægttab. Kvinden har mistet sit job og er ikke længere i stand til at passe et arbejde.
En 18-årig kvinde får sin tredje dosis HPV-vaccine (man får tre i alt, red.) i efteråret 2009. Hun har derefter været ramt af diffuse symptomer i hele kroppen - kroniske smerter i hoved, mave og ben. Hun oplever desuden udmattelse, nedsat kraft i muskler, nedsat koncentration og mange infektioner. Den unge kvinde har besøgt et væld af specialister, men venter stadig på en diagnose.
En 27-årig kvinde får i år en dosis HPV-vaccine. Efterfølgende får hun problemer med sit helbred i form af vejrtrækningsproblemer, men hun sætter det ikke i forbindelse med vaccinen. Efter den anden vaccination (man får i alt tre, red.) bliver hun så syg, at hun tre dage efter bliver indlagt akut. Hun har svært ved at trække vejret, har udbredte føleforstyrrelser og kan ikke tale. Et par dage efter bliver hun igen indlagt akut. I dag lider hun af kronisk udmattelse, kvalme, svimmelhed, koncentrationsproblemer og føleforstyrrelser i ben og arme. Diverse neurologer siger, at de ikke ved, hvad hun fejler. Derfor har hun endnu ikke fået en diagnose. Hun har endnu ikke søgt om erstatning, da hun venter, til hun kan få en diagnose. Så vil der være større sandsynlighed for, at hun ikke får et afslag.
Kilde: Vaccinationsforum