Siden han stod frem som islamisme-kritiker sidste sommer har den tidligere imam Ahmed Akkari i vid udstrækning levet på skiftende venners nåde.

På grund af dødstrusler fra islamistiske fanatikere måtte han forlade et job i Mellemøsten og opsige et lejemål udenfor Aarhus, som alt for mange kendte til.

Siden har han boet på sofaer og sovet i gæstesenge på skiftende adresser i ind- og udland. Alt sammen på et minimalt budget, da han hverken kunne få løn, dagpenge eller kontanthjælp på grund af sin særlige situation. Trods det er kontoen nu gabende tom.

Derfor valgte Ahmed Akkari tidligere på måneden at forlade Danmark og flytte til Grønland. Her har han fået arbejde som leder af folkeskolens øverste trin i en øde beliggende by, hvor truslen mod hans sikkerhed vurderes at være minimal.

Til BT fortæller han, at flytningen væk fra Danmark var en nødløsning for at undgå økonomisk ruin.