Først på mandag har Skat årsopgørelserne klar, men allerede nu kan du gå ind på Skats hjemmeside og se, om du står til at få penge tilbage i skat eller kan forvente et skattesmæk.

Det eneste du skal gøre er at gå ind på Skat's hjemmeside og logge ind på Skats Tast-SelvBorger med dit NemID eller din TastSelv-kode.

Når du kommer ind på din personlige side vælger du fanen 'Årsopgørelse' i menuen for oven og klikker derefter på 'Beregn skatten', der står nederst i menuen til venstre.

Inde under 'Beregn skatten' vil du kunne se en lang række oplysninger, som Skat har modtaget. Det er blandt andet dine indkomstoplysninger, hvor meget skat, du har betalt, og hvilke rentefradrag, dit pengeinstitut har indberettet.

Hvis der er nogle tal, du ikke mener er korrekte, kan du rette dem til.

Til sidst kan du trykke 'Beregn skatten' og se, om du skal have penge op af lommen.

Du skal dog være opmærksom på, at beregningen kun er vejledende, da det ikke er alle oplysninger, Skat har nået at få med. Derfor må du vente til mandag den 10. marts med at se det eksakte resultat.

Du kan gå ind på Skats hjemmeside ved at klikke HER.