Mange forældre har ifølge en række eksperter et favoritbarn, som de forstår bedre og føler sig tættere knyttet til sammenlignet med deres øvrige børn.
Oftest er det førstefødte barn forældrenes yndlings, og det kan have alvorlige konsekvenser for yngre søskendes selvværd.
Det er også tilfældet for 53-årige Tine fra Jylland, der af hensyn til forholdet til sin familie ønsker at være anonym. Hun er vokset op med en storesøster, som ifølge Tine klart var hendes forældres yndlingsbarn. Det har påvirket Tine negativt det meste af livet, fortæller hun til BT.
»Min søster var den søde pige, og jeg var den umulige i min mors øjne,« siger Tine.
Derfor blev hun eksempelvis langt oftere straffet for ‘forseelser’ end hendes fem år ældre søster.
»Jeg fik utallige stuearrester, og jeg synes sjældent, det var berettiget. Jeg kan ikke huske hvorfor, men eksempelvis blev min mor én gang så hidsig, at hun svingede med en stegepande. Jeg standsede slaget med min arm, og det gav hende blå mærker. Så fik jeg stuearrest i en uge, hvor jeg fik mad på værelset og kun måtte komme ud, når jeg skulle i skole. Jeg måtte ikke tale til nogen af dem. Sådan var det aldrig for min søster.«
Den negative forskelsbehandling oplevede Tine det meste af sin barndom, indtil hun flyttede fra hjemmet i Sydsjælland til København som 17-årig.
»Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at være der,« siger Tine.
I dag kan Tine se tilbage og konstatere, at rollen som den udstødte har betydet, at hun har lidt af lavt selvværd, indtil hun fyldte omkring 40 år.
»Det har betydet, at jeg har skullet kæmpe med, at jeg ikke har følt mig accepteret og elsket, og jeg har også følt, at jeg ikke var lige så god som min søster. Det har været svært for mig at indgå i sociale sammenhænge, og jeg har haft svært ved at få venner og finde kærligheden.«
Tine har dog i dag to voksne tvillingesønner, og hun er siden blevet gift med en anden mand end sønnernes far.
Tine er uddannet socialrådgiver, mens hendes søster er dyrlæge. Og selvom Tine det meste af sit liv har følt sig sin søster underlegen, så synes hun i dag, at de er lige meget værd, fortæller hun.
»Jeg synes nu, at vi kan hver vores,« lyder det.
Ødelagt for altid
Men forholdet til søsteren lader til at være ødelagt for altid.
»Jeg tror, det løb er kørt. Jeg har ikke noget at gøre med min søster i dag, og det er tre år siden, jeg så hendes sidst. Jeg var heller ikke inviteret med, da hendes datter blev gift,« fortæller Tine.
Den 53-årige kvinde, der i dag bor i Jylland, hader ikke sin mor. Men hun elsker hende heller ikke, fortæller hun. Dog besøger hun hende stadig indimellem.
»Jeg har lige besøgt hende i fredags. Vi ses mest bare til kaffe, men jeg ville ikke se hende, hvis hun ikke var familie.«
Tine har i dag accepteret, at hun ikke er sin mors yndligsbarn. Og hun forstår godt, at forældre kan føle sig mere knyttet til ét barn frem for et andet, men hun mener stadig, at hendes mor burde have formået at behandle de to søstre mere ens.
»Jeg har accepteret, at det var sådan, og jeg kan godt forstå, at det sker, at forældre får et favoritbarn, men min mor burde have været mere fair i måden, hun behandlede os på.«
Hvorfor hendes mor forskelsbehandlede de to søstre, og hvorfor hendes far aldrig gjorde noget ved det - han er i dag død - har Tine ikke fået noget svar på.
»Det kunne måske have noget at gøre med, at hun selv har følt sig udstødt i sin barndom. Men når jeg har konfronteret min mor med, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde, så siger hun bare, at det ikke passer.«
Selv forsøger Tine at tage ved lære af sin opvækst i forhold til sine egne børn.
»Jeg synes i hvert fald ikke, at jeg forskelsbehandler dem negativt. De er meget forskellige, men jeg synes, at jeg viser, at jeg holder lige meget af dem begge, og jeg elsker dem begge lige højt.«
BT kender Tines fulde identitet.
