Tine Bryld var et fyrtårn. Gennem 36 år hjalp hun andre med deres problemer gennem radioprogrammet Tværs. Hendes rolige stemme var som en ø i et oprørt hav, hvor det var muligt for de unge at finde fodfæste for en stund.
Hun formåede både at lytte og give modspil.
Hun trøstede, men pegede også gerne på løsninger, som ikke altid var den nemmeste udvej.
Den slags kræver mod – og det havde Tine Bryld.
Hun kæmpede gerne for de svage, men blev aldrig skinger. Hun stillede ikke urimelige krav – krævede kun retfærdighed. Derfor var hun så respekteret, at hun kunne færdes ubesværet på både Christiania, Christiansborg og i spalterne på Alt for Damerne.
Som socialrådgiver var hun ikke med til at udforme reglerne, men hun skulle sørge for, at de blev fulgt, og det kan være svært nok.
Som Berlingske skrev i går, så er vores samfund blevet så bureaukratisk, at et stigende antal hyrer private socialrådgivere for at finde vej i regel-junglen. Den sunde fornuft, som Tine Bryld gerne prædikede, er så småt ved at forsvinde fra det system, som skulle hjælpe dem, der virkelig har brug for det.
Selv om vi alle har været unge engang, så glemmer vi hurtigt, hvor forvirret en teenager kan være. Det mindede Tine Bryld os om, og hun viste, at man godt kan tage unge alvorligt.
Det siger politikerne også gerne, at de gør, men der er ikke altid handling bag ordene. I forhold til Danmarks størrelse sker det alt for ofte, at børn får en forfærdelig barndom, mens myndighederne passivt ser til. Ja, det er dyrt at hjælpe, men det er også dyrt at lade være. Det bliver nemlig bare en anden kasse, der kommer til at betale i sidste ende.
Tine Bryld var ingen helgen. På trods af sine mange gode råd til andre, indrømmede hun gerne, at det ikke altid var fryd og gammen på hjemmefronten. Men på trods af disse skønhedsfejl, så burde brevene og opkaldene tillige med Tine Brylds svar være pensum for alle forældre.
Hun blev ramt af en hjerneblødning sidste år og fik gennem B.T. mange hilsner fra nær og fjern. Mange store personligheder bliver først værdsat efter deres død – forhåbentlig nåede Tine Bryld at opdage, hvor stor en effekt hun har haft på tusinder af mennesker.






















