For knap et år siden mistede Zenia Stampe datteren Olga, der blev født for tidligt. Nu har hun og manden Martin Lyngbo fået en lille dreng.

Politikeren Zenia Stampe er blevet mor igen. Det skriver hendes mand Martin Lyngby på sin Facebook-side.

»I går kom Gotfred til verden. En stor basse på 4350 gram. Han er stærk og har det godt. (...) Det gik stærkt, men Zenia var i kontrol hele vejen. Nu har jeg været sammen med min kone gennem tre fødsler, og det samme sker hver gang: Jeg bliver propfuld af kærlighed og ærefrygt over miraklet. Jeg hjalp hende selvfølgelig, så godt jeg kunne, men det er jo hende, der gør det. Og kl. 18.01 kom lille Gotfred så ud til os. Jeg fik lov til at tage imod ham og lagde ham op til Zenia,« skriver Lyngbo, der er teaterdirektør.

»Vi har det godt, og vi er selvfølgelig rigtig glade. Vi var selvfølgelig lidt bekymrede ovenpå forløbet med Olga. Med vores fornuft har vi sagt til os selv, at: 'Hvorfor skulle det ske for os igen?', men kroppen husker jo. Heldigvis gik alt overraskende fantastisk!,« fortæller en glad Martin Lyngbo, da BT ringer for at ønske tillykke.

Parret, der i forvejen er forældre til Erika, mistede datteren Olga, der blev født i 24. uge i juni sidste år. Heldigvis gik alt godt denne gang:

»Helt perfekt er han. Under forløbet med Olga var vi masser af overvejelser igennem omkring børn med handicap. Vi ville have været lykkelige for alle slags barn. Men Gotfred er bare en stor krabat med livskraft over det hele. Sked med det samme, vrælede lidt, smaskede og efter en time spiste han lystigt,« skriver Martin Lyngbo om sin nyfødte søn.

Da Zenia Stampe fortalt om sin graviditet i januar, sad sorgen over tabet af Olga stadig i familien, der udover parrets to-årige datter Erika og tæller Martin Lyngbos søn Tøger på ni.

»Sådan bliver det formentlig ved med at være. Også når vi forhåbentlig sidder med vores søn i armene, der vil vi selvfølgelig ikke kunne lade være med at tænke på vores datter. Men vi er selvfølgelig også fast besluttede på, at vores dreng ikke skal stå i skyggen af vores datter. Der er vi meget lykkelige for, at hun på en måde giver sit liv videre til en anden,« fortalte Zenia Stampe til BT i januar.

De to storesøskende var hurtigt på pletten for at møde familiens yngste medlem:

»Erika er kun to et halvt, og vi har selvfølgelig snakket med hende om at blive storesøster. Hun strålede som en sol!,« siger Martin Lyngby.

»Jeg tager nogle uger fri, og det tager Zenia også til en vis grad – nu må vi selvfølgelig se, om der kommer valg. Men vi er jo ikke nybegyndere længere. Med det første barn er man jo bange for alt, men nu har vi styr på det, har haft besøg og har lige gået en lang tur. Vi føler os meget sikre nu,« lyder det fra den glade nybagte far.

Her ses Zenia Stampe med sin nyfødte søn, der har fået navnet Gotfred.