Fredag runder den selvlærte haveekspert 70 år. På trods af at lige netop den alder fører til automatisk kontrakt-ophør hos DR, fortsætter Søren Ryge med at lave tv for kanalen. Han har nemlig sikret sig en ny kontrakt.

Vi kender ham som den rare, skæggede mand, som ofte har en pibe lige ved hånden, når han fortæller menneskenære historier eller viser sin have frem på Djursland. I 37 år har Søren Ryge samlet flere generationer omkring fjernsynet, særligt Danmarks Radios programmer som er blevet set og elsket.

Men frygt ej, det stopper ikke her.

Søren Ryge rammer godt nok DRs fratrædelsesalder, men have-legenden vil stadig være at finde på DRs sendeflade. Han fortsætter nemlig med en ny kontrakt, som indtil videre strækker sig i et år.

»Vi udtaler os generelt ikke om medarbejdernes kontrakter af private og konkurrencemæssige hensyn, men Søren er selvfølgelig fortsat ansat i DR,« siger Søren Bo Hansen, redaktionschef hos DR Danmark.

Hver torsdag hele sommeren sender DR 'Søren Ryge Direkte' og udover disse haveprogrammer forbereder Søren Ryge også nye programmer, som DR ikke kan fortælle mere om på nuværende tidspunkt.

I programbeskrivelsen af aftenens live-udsendelse, tyder det på, at det vil blive en særlig udgave:

»Denne halve times direkte fjernsyn er lidt speciel - i hvert fald de sidste to minutter. Da vil Søren Ryge nemlig fejre sin 70 års fødselsdag. Hvad han vil lave resten af programmet, vides ikke før det sker.«