Sex-sekten MISA der gemmer sig bag den fredelige facade Natha Yogacenter på Nordre Fasanvej i København med afdelinger i Odense og Aarhus, går nu til modangreb på TV2s nysgerrige tv-vært Bubber.

Det sker efter han torsdag aften i 'Danmark Ifølge Bubber' afslørede, at intetanende kvinder i sektens indercirkel bliver groft udnyttet under dække af spirituel og åndelig udvikling.



Kvinderne bliver blandt andet filmet mens de dyrker tantriske sex-ritualer, der også inkluderer 'frigørende tisse-orgasmer', hvorefter optagelserne bliver videresolgt som porno på danske tankstationer. Samt andre steder i Europa.

BT kunne i går også fortælle, at lederen af yoga-skolen, den herboende rumæner Mihai Stoian, selv optræder som pornomodel, blandt andet i videoen 'Magic Passage' og Ecstasy Water'', hvor han blandt andet bliver tisset i ansigtet af yogastuderende fra MISA, der er moderorganisation for danske Natha.


Modangreb

Nu går sekten til modangreb på deres hjemmeside, hvor de har lavet en animation af den tidligere børnevært, Bubber, siddende i et badekar med en plasticand som forside på yoga.sektens hjemmeside:

"Bubber har fundet svar på menneskehedens største spørgsmål", skriver Natha, mens en fiktiv yoga-dyrker spørger: "Aum - hvem er jeg". 
Hvortil Bubber svarer i en talebobbel: "Du er en sekt".

"Medierne elsker historier om sex og magtmisbrug, fordi det sælger", skriver Natha, og fortsætter: 
"Vi er flere hundrede glade og tilfredse elever på Natha. Mød os her".
"Kom og få Bubber-rabat. 100 procent "ingen sex sekt" garanti - eller pengene tilbage!"

Yoga-sekten har også fået lavet deres eget modtræk til TV2s og BTs kritiske dækning. En dokumentarfilm lavet af Joakim Porslund, der er journalist og flerårigt medlem af Natha.

I filmen fremstilles sektens rumænske leder og grundlægger, Gregorian Bivolaru, på lige fod med forfulgte menneskeretsaktivister og frihedskæmpere som Mahatma Gandhi og Nelson Mandela.

Det fortælles, at Grieg har været fængslet, tortureret og forfulgt under Nicolai Causecus kommunistiske styre, og at forfølgelsen er fortsat efter kommunismens fald. Både af myndighederne og af medier rundt om i verden. Bubbers "angreb" er bare det seneste.

Natha opererer under navnet MISA i mange andre europæiske lande, men bruger navnet Tara i England og Satya i Indien.

Den danske leder Mihai Stoian og grundlæggeren Grieg blev smidt ud af den internationale yoga-brancheorganisation i 2008.

Dengang sagde præsidenten for IYF om Stoian og Grieg:
- De bruger yoga som dække for deres illegale virksomhed, og respekterer ikke vores etiske standard. De udviser en uhørt mangel på integritet og moral.

Grieg og Stoian har flere gange fået unge kvindelige yoga-studerende fra blandt andet Danmark til at deltage i såkaldte Shakti-konkurrencer, der skulle styrke og frigøre kvindernes energier og åndelige spiritualitet.

Under konkurrencen optrådte kvinderne nøgne på en scene i Rumænien, hvor de blev bedømt af mandlige ledere.
Der blev dyrket striptease og performet live sex på scenen.

En kilde, Marie på 41, der har været medlem i både Danmark og Rumænien, fortæller BT, at de kønneste og mest yppige kvinder blev udvalgt til at have sex med blandt andet guruen Grieg, der også ved andre lejligheder har filmet tantriske sex-orgier og videresolgt dem til pornoproducenter i samarbejde med kultens danske leder Mihai Stoian.

Han medvirker i de selvsamme film, under kunstnernavnet Paul Diamond. 
I Danmark er fire DVD'er udgivet under titlen 'Tantraskolen Tantrasex', udsendt og distribueret af pornoproducenten Barney Nygaard. 

I følge flere af BTs kilder, havde Grieg held til at overtale de unge kvinder fra yoga-skoler overalt i Europa til at smide tøjet og have sex, fordi kvinderne var isoleret fra omverdenen, svoret tiltavshed, og konstant fik at vide, at de var ophøjede gudinder, der skulle frigøre deres energier og deres feminitet.

Et af Griegs forførelsestricks gik blandt andet på, at han fortalte de yoga-studerende, at kvinder med store bryster også har et særligt stort hjerte-chakra. 
Hvilket i den verden betyder, at de har en særlig god adgang til den åndelige og spirituelle verden.

Anden del af historien om sexkulten i 'Danmark Ifølge Bubber' kan ses på næste torsdag 20.35 på TV2.
 
Se Nathas aktuelle offensiv mod Bubber her: http://nathayogacenter.dk/