Arbejdet med at få bygningerne på det nye hospital i Skejby klar tager længere tid end forventet. Derfor skal regionsrådet i Region Midtjylland nu beslutte, om projektets overordnede tidsplan kan skubbes, oplyser regionen selv.

Vurderingen fra Det Nye Universitetshospital i Aarhus (DNU) og det nuværende Aarhus Universitetshospital er, at der er brug for cirka ni måneder ekstra for at få bygningerne klar til brug.

I den foreslåede tidsplan skal de sidste afdelinger flytte til Skejby fire måneder senere end forudset, altså i maj 2019.

Regionsrådet ventes at træffe en endelig beslutning 16. december.

Det nye universitetshospital samler alle afdelinger af Aarhus Universitetshospital under ét tag i Skejby.

BNB