Julen er hjerternes fest, men det er også et sandt slaraffenland for indbrudstyve, der ser sit snit til lidt ekstra i den kriminelle godtepose.

Og mens nætterne bliver længere gennem december, betyder det samtidigt bedre arbejdsvilkår for de langfingrede typer.

En tidligere indbrudstyv ved navn Martin Rasmussen har tidligere erkendt at have brudt ind i hundredvis af danske hjem i sin tid. Den kriminelle fortid har han nu lagt bag sig, og nu deler han ud af sine erfaringer.

I et interview med TV 2s Go' Morgen Danmark fortæller Martin Rasmussen, hvad der er indbrudstyvens største udfordringer. Og det er faktisk nogle af de helt klassiske råd, som tyvene stadig frygter allermest.

»Jamen det er, at der er nabohjælp, at der er lys om hele huset, at der er en hund hjemme samtidigt, som står og gør. Det er også at naboerne hele tiden går ud og kigger, hvad der sker i nabolaget,« siger han.

Samtidig afliver Martin Rasmussen en af myterne om, at tyve elsker at bryde ind i huse, hvor folk er taget på ferie.

»Så har de alle deres ting med, så det hjælper ikke noget. Alle deres penge er væk og værdierne har de taget med sig. Så jeg ville jo helst have, at de var hjemme. Og kunne man nå at nappe dem inden, de skulle på ferie, var det jo allerbedst, for så lå der udenlandske valuta også. Så der er mange ting, man skal tage højde for ikke at have liggende hjemme, vil jeg sige,« fortæller han i Go' Morgen Danmark.

Fra midnat den 24. december 2015 til klokken 07.00 den 25. december 2015 modtog politiet i hele landet sammenlagt 293 anmeldelser om indbrud. Herunder kan du læse Rigspolitiets tip til, hvordan man undgår indbrud i julen.