Den tidligere vært på TV2 Sporten Heidi Frederikke Sigdal har selv prøvet at måtte flytte sin familie på grund af sit arbejde. Hun tænker i øjeblikket meget på de af hendes kolleger i DR, som nu bliver tvunget til at gøre det samme.

Oven på nyheden om, at DR flytter flere redaktioner - heriblandt Sporten og Vejret - til Aarhus, skrev Heidi Frederikke Sigdal på Twitter, at hendes tanker går til de kolleger, der står over for en påtvungen flytning til Aarhus.

BT har talt med Heidi Frederikke for at få hende til at uddybe, hvorfor hun synes, at nyheden om flytningen er så trist.

»Det er så synd, når folk tvangsflyttes på den måde. Mange af de her mennesker har familier og er etablerede der, hvor de er nu,« siger Heidi Frederikke Sigdal.

Det handler ikke om, at folk skal flytte fra København til 'provinsen', understreger hun. Det havde været den samme problematik, hvis det eksempelvis havde været den modsatte vej.

»Jeg tænker meget på mine kolleger i DR. Vi skal selvfølgelig huske, at der ikke er nogen, der er døde. Men jeg synes bestemt ikke, at det her er noget, man bare lige gør med oprejst pande,« siger hun.

Heidi Frederikke Sigdal har selv prøvet at skulle flytte sin familie på grund af sit arbejde, da hun i 2013 flyttede fra København til Odense. Her var hendes datter tre år gammel. Siden er der kommet en søn til verden, og datteren er fyldt seks år. I januar i år flyttede de så igen til til København, og det var bestemt ikke nemt.

»Jeg har selv flyttet min familie på grund af mit arbejde. Selvom det var min egen beslutning, var det enormt hårdt. Det er ikke noget, man bare lige gør, og det var især svært for min datter, der efterhånden var blevet meget bevidst om venner og om, hvor hun hørte til. Det bekymrer en meget at skulle flytte sine børn fra deres trygge, vante omgivelser,« siger Heidi Frederikke Sigdal.

På Twitter skriver Dennis Ritter, der er vært på TV2 Sporten, et opslag lignende det, som Heidi Frederikke Sigdal skrev. Han undrer sig over flytningen og sender ligeledes sine tanker til kollegerne fra DR.

Onsdag morgen indkaldte ledelsen i Danmarks Radio til møde, hvor flere medarbejdere til stor overraskelse fik at vide, at deres arbejdsplads fremover rykkes til Jylland. Det drejer sig blandt andet om DR Sporten og DR Vejret, som flytter til Aarhus 1. februar 2018, mens blandt andet DR Videnskab og DR Undervisning fremover vil være at finde i Aalborg, når kalenderen har passeret 1. januar samme år.